Ambassadøren, en anmeldelse

Mads Brügger er taget til det vilde Afrika, til den Centralafrikanske Republik, ?Verdensdelens blindtarm?, som han kalder landet. Med et libysk diplomatpas, købt for bestikkelse gennem de rigtige forbindelser. I landet vil han bygge en tændstikfabrik med pygmæer som arbejdskraft. Hvilket i virkeligheden er et skjul for at kunne købe bloddiamanter. Det lyder farverigt, og det er det!

Virkelighed

Men historien bygger på en grum virkelighed, hvor mennesker udnyttes, korruption styrer landet, og de tidligere koloniherrer, franskmændene, trækker i trådene. ?De ser landet som deres sparegris? Som en tidligere fransk agent udtaler, mens hans sidder dybt i sofaen, svedende, ubarberet, livstræt og med en stor cigar mellem fingrene. Han ligner, som de fleste personer, Mads Brügger fanger med skjult kamera, fra diamantmine-ejeren til pygmæerne, skuespillere i en klichefyldt Afrika thriller.

Illusion

Mads Brügger fører selv an med sit illusionsnummer. For klæder skaber folk! – Eller det der ligner folk. Og en betændt historie kræver den rette påklædning samt nerver af stål. Hvis du ikke spiller spillet rigtigt ?kan du ende død i en grøftekant?. Mads Brügger er høj, hvid, ulasteligt klædt med knælange læderstøvler, jakkesæt, stor ring på fingeren og cigaretrør. Ligner billedet af, som også afrikanerne ser det, en hvid diplomat.

Der er flere grotesk morsomme scener i filmen. Eksempelvis da Mads Brügger danser rundt med de stangberusede pygmæer. Og det er samtidig min største anke mod filmen. At den nogle gange kører for langt ud af en ironisk tangent, hvormed situationens alvor fortaber sig.

Moral

‘Ambassadøren’ ligner umiddelbart de amerikanske dokumentarfilm, lavet af Michael Moore og Morgan Spurlock, hvor dokumentaristen konstant er i front, men i modsætning hertil har Mads Brügger ikke noget klar defineret mål. Han kaster sig ud i en vanvittig situation, lig ‘Det røde kapel’, men der er ikke en åbenlys konfrontation med skurkene efterfulgt af en morale om, at det nytter at kæmpe for eller imod. Det må vi selv finde ud af, og jeg er personligt glad for filmens fremvisning i stedet for en moraliserende udstilling.

Du kan se ‘Ambassadøren’ som en grotesk morsom, trist eller afdækkende film. Hvad det betyder, er op til dig. Men underholdt indtil da er der ingen tvivl om, at du bliver i biografens mørke.