August Rosenbaum på Klub

♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎

Jeps, det er noget særligt ved særprisen til Danish Music Awards Jazz. Sidste år vandt digteren Peter Laugesen sammen med afdøde Nicolai Munch-Hansen (gift med Kira Skov) for albummet ‘Det flimrende lys over Brabrand Sø’. Albummet kan sagtens sorteres under rock og pop. Succesen har mange fædre. 😉

Vista

I år løb August Rosenbaum med særprisen for albummet: ‘Vista’, der udkom i 2017. Her er jazzen i stedet blandet sammen med den pop og klassisk musik.

Både før og til den efterfølgende koncerten på Klub har jeg lyttet til ‘Vista’ uden at rigtig at komme overens med albummet. Når jeg giver det en “rigtig” lytter fader jeg ud og minder mig om et soundtrack til et atmosfærisk adventure spil. Lader jeg det være baggrundsmusik, forstyrres jeg af dets sjældne, men abrupte kompositoriske skift.

Min manglende ”situationsfornemmelse”, når det gælder albummet, gjorde at jeg så frem til at se August live.

Røg i Klub

Det er skammeligt lang tid siden – mere om grunden til det senere – at jeg oplevede koncerten på Klub. Og når tiden sluger detaljerne i ens erindringer, er det som står tilbage fortættede stemningsbilleder.

Jeg erindrer i hvert fald ikke at have set så meget røg på en scene som denne aften. Røgen skyldes sikkert, at August – siddende bagved skiftevis sit flygel og tilhørende elektroniske herligheder – flere gange proklamerede sin egen nervøsitet. Det undrede mig en smule, da han har udgivet flere albums og dermed også optrådt flere gange.

Men denne aften skulle vi høre nye numre til hans kommende album, og i sådan sammenhæng kan jeg kun finde det sympatisk. For det betyder jo netop at kunstneren har respekt for sit publikum. Men August havde ingen grund til at være nervøs, hans musiske talent trådte tydeligt frem.

Hold fast i nervøsiteten

Da vi forlod Klub var det med følelsen af at have oplevet en meget vellykket koncert med en dygtig musiker. Numrene på det kommende album rummer sange, og August er en glimrende sanger. Det er egentlig sjovt (igen) med nervøsiteten, idet at de nye numre virkede mere genrebevidste – og mindre jazzede – end ‘Vista’.

Jeg håber at August holder fast i nervøsiteten og bliver ved med at eksperimentere. For når nervøsiteten er væk, sker det at kunstnere graver sig ned i en rille, der bliver dybere og dybere og sværere og sværere at forlade med værdigheden i behold.