3. stop fra Gug

Bro/Knark på Studenterhuset

Det er efterår, det blæser og kulden bider i kinderne. Ubehaget ved at gå igennem årstidens vejr, for at komme til koncert på Studenterhuset, får mig til at længes efter sommeren. Varmen, jordbærmarkerne og de lange dage ved stranden. Melankolien slår følgeskab med erindringen, som den jo så ofte gør, når man tænker tilbage på de gode stunder. ?Nåh, det gode ved kulturoplevelser er, at de tager en ud af navlepilleriet, giver nye tanker og et andet perspektiv? tænker jeg. – For en sjælden gangs skyld er det ikke tilfældet i aften.

I Studenterhuset store sal er en sparsom flok mødt op til koncerten med jazz guitaristen Jakob Bro og den elektroniske lydsmed Thomas Knak. Et langbord er stillet op på scenen. Jakob står alene i den ene ende, for Thomas fylder bordet godt op med sine instrumenter. Men med dem styrer han også lyden af harpe, klarinet, cello, drengekor samt visuals på det store lærred bagved.

Visuals er nærmest en obligatorisk del af en elektronisk koncert, og godt for det. Det kan være en temmelig kedelig oplevelse kun at se på musikerne, der drejer på knapper. Desværre er visuals ofte en uinspirerende affære, men det er ikke tilfældet i aften.

Der startes med filmstrimler, som ses ganske tæt på, mens de bliver udsat for kraftig varme, bliver boblende røde, væskende og efterlader hvide huller som i erindringen. Gennem koncerten krydses der til gamle, gulnede optagelser af bjerglandskaber med skilifte, Grønlandsisen, udsigten fra en propelflyver m.m. Det lyder måske som et nemt tag, men det underbygger meget fint musikken.

Jakob Bro leverer smukt guitarspil, og tonerne falder blødt. Thomas tilføjer sine instrumenter og lader rytmerne sprutte og gnistre som små vulkan udbrud. Musikken leder tankerne hen på Mogwai og G.Y.B.E. Men modsat de omtalte post-rock bands, lader de det ikke komme helt derud, hvor det ender i et støjinferno. Det gør dog også musikken mere dvælende end medrivende.

Da jeg igen er udenfor, har jeg oplevelsen af en god koncert, selv om musikken ikke hænger ved. Det var ikke en konfronterende koncert, der var ingen hits eller sang, ingen attitude. Kun musikken, billederne og de enkelte smil ud mod publikum. Jeg blev ikke synderlig rørt, efterårsmelankolien hang ved, men jeg fik måske lidt ekstra ro og en sikker følelse af, at sommeren til sin tid kommer igen.

Værd at vide

Hjemmeside: jakobbro.com

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

3. stop fra Gug