Inden for den næste uge

En stund med Tante 1 og Tante 2

♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎

I Aalborg teaters lille sal er der dækket op med kaffekopper og kagetallerkner på de små runde caféborde, som er spredt ud over lokalet. Vi sætter os i en af de gamle caféstole, tager  en kop kaffe og et stykke krydderkage, med mørk glasur. Hygger os, mens vi venter på at stykket ?går sin gang?.

Stemning

Scenetæppet er skiftet ud med et stort, hvidt blondegardin. I højre side af scenen gør pianisten sig klar ved flyglet. Og inden scenen afdækkes, begynder hun at spille og Professoren, spillet af Lars Lohman, og Ellen, spillet af Marie T. Søderberg, træder ned til publikum for at synge gamle danske viser: Det gjorde man ikke i 90erne (altså 1890erne), Lille frøken himmelblå, Amanda fra Kerteminde, Jeg sætter min hat som jeg vil, Man kan vel ikke gøre for, at man har charme osv. I starten tænker vi, at sangene sikkert skal forbindes med handlingen, men der er ikke nogen rød tråd. De er sikkert snarere med for at vise de forskellige sider af de to karakterers personlighed. Det er en hyggelig opvarmning, men det bliver et par viser for langt. Er det for at camouflere at stykket er en kort enakter?

I den lille stue

Gardinet trækkes fra, og vi ser ind i en lille stue, der indfanger tidsbilledet fra den første del af det 20. århundrede, hvor Tante 1, den ?hårde? og ?realistiske? Clara, spillet af Joan Henningsen, og Tante 2, den følsomme og drømmende Herta med de svage nerver, spillet af Bodil Lassen, sidder og strikker i de bløde stole.

Vi følger dem fra morgen- til aftenstund, hele tiden i stuen, hvor de to søstre lever et liv i fastlåste rutiner, uden nogen forståelse for, hvad der sker udenfor, hvis det ikke var for den unge Ellen, hvem de tager sig af efter hendes forældres død, og som går til forelæsninger og bringer revolutionerende tanker med hjem. Eksempelvis at smerte kommer fra hjernen og ikke fingeren, hvor du stikker dig. Tante 2 fanger det, Tante 1 ikke. Senere aflægges et lille besøg af Professoren, som har sit hyr med at få en samtale i gang.

Kommer det os ved?

Stykket er en hverdagsbeskrivelse af to tanters liv for hundrede år siden. Det er ikke nogen udviklingshistorie, der sker ikke nogen reel forandring med karaktererne. Er den så vedkommende? Der kan sikkert drages en parallel til nutidens utryghed blandt ældre for de fremmede. Men det, der gør stykket til en dejlig oplevelse, er de eminente skuespillerpræstationer af Joan Henningensen og Bodil Lassen. De giver de to tanter liv, gør dem elskværdige og så nærværende, at det næsten føles som om, de kunne være ens egne tanter.

Gustav kan stadig

Selvom stykket er hundrede år gammelt, så foregår humor med bid og vid ikke. Som Aalborg Teater skriver i programmet ?Gustav Wied formår at lave en kombinationen af sødt og surt?.

Dialogen er skarp, og det kan kun ærgre, at gamle Gustav ikke lever i dag, så han kunne spide småborgerligheden i dagens Danmark. Men, vi må glæde os over fortiden det, der allerede er blevet skrevet. Og tak til Aalborg Teater fordi de igen giver Tante 1 og Tante 2 liv.

Værd at vide

Sted: Aalborg Teater
Tid: 4. januar til 2. februar
Hjemmeside: Aalborg Teater

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Inden for den næste uge