Glasur på Transformator

I Transformators sal skulle vi denne aften sidde i tre rækker på langs af salen. Et flygel stod klar i venstre side. Da salen blev mørk for at lade stykket begynde, kom der kort efter, uden varsel, heftige blink, som afslørede at gulvet var dækket med stående sølvroser med en håndsbrede imellem dem. Som en mark dækkede de hele gulvet. Blinkene kom sammen med en tung repeterende bas, hvorefter Merete Mærkedahl trådte frem, iført hætte trøje, jogging bukser og sneakers, og begyndte at rappe om det hårde og rå nutidsliv.

Efter nogle minutter bremsede pianisten rytmerne og lod 1800-tals manden overtage sangen. Her var lige så store følelser, men her præget af længsel, ære og tro. Og sådan skiftedes det mellem de to skuespillere Carsten Svendsen og Merete Mærkedahl, der viste at de har talent som sangere, selvom deres rap nogle gange blev mere til spoken word.

Det fungerede rigtig fint at lade to så i forhold kontrastfyldte karakterer spille op i mod hinanden, og igennem forestillingen skifte roller, som da Merete Mærkedahl i stedet for rap sang en blid vise.

Stykket var en lang energiudladning på 45 minutter, hvilket hverken var for kort eller for langt. Transformator viste igen, at de kan få rigtig meget ud af lidt, når det gælder scenografien. De to skuespilleres håndværksmæssige kvaliteter kan man kun have respekt for, og musikken var super leveret af lydmanden og pianisten. De fine rytmer overfor de tunge beats var helt fantastisk. Det gjorde alt sammen stykket til en overvældende god oplevelse. Hårene rejste sig i nakken, og jeg fulgte med ind i illusionen. At stykket ikke fik mig til at reflektere eller tænke over indholdet, hul i det! Det kan teateret gøre en anden gang.