Hestene fra Torino – en anmeldelse

2 timer og 45 minutter. Det er lang tid at sidde og se på to mennesker, en gammel mand og hans datter, som lever i fattigdom i et hus langt ude på landet i starten af det forrige århundrede. Det hele er filmet i sort-hvid, og alle dagligdags rutiner i huset bliver vist. Datterens påklædning af sin far, der har en lam arm, brænde der bliver puttet i komfuret, de to glas morgensnaps og måltidet, hver dag bestående af en kogt kartoffel.

Alligevel glider tiden afsted i biografen, og som beskuer giver denne hverdagens rutine en tryghed, en forståelse, en tid til at lade tankerne dvæle ved det man ser: Livsvilkår, stilhed, armod, selvopretholdelsesdrift og hvor pænt det egentlig er når mænd går med vest.

Filmen er tillige meget smuk, instruktøren, Béla Tarr, viser de samme scenarier, men fra forskellige vinkler, og hvis der er et billede, som har sin egen særartede skønhed, så lader han kameraet køre et ekstra minut eller to.

Fremmede kommer kun på besøg to gange: En mand for at købe brændevin, hvorefter han fortæller om tidernes og tingenes forfald. Og sigøjnere, som vil hente vand fra brønden. Far og datter prøver at skræmme dem væk, men de tager sig deres tid og en af dem giver datteren en bog som tak.

Hun læser i bogen, og man håber at filmen udvikler sig til en dannelsesfilm. At hun bliver oplyst og rejser væk for at skabe sig et bedre liv. Men det sker ikke.

Da man er blevet helt fortrolig med filmens rytme slutter den brat og brutalt, uden et klassisk klimaks eller en afrunding. Det føles som at få en mavepumper. Men slaget giver mening, det hele har ikke blot handlet om to mennesker, men noget større.

Hestene fra Torino er ikke en stiløvelse, det er en film af de få. En film der, her to dage efter, stadig kræver min opmærksomhed.