Indians på Studenterhuset

Det var en god, men ikke fantastisk koncert, en af den slags, som hurtigt bliver glemt.

Jeg havde ellers håbet på en mindeværdig koncert, da jeg har lyttet en del til Søren Løkke Juul aka. Indians debutalbum ?Somewhere Else?. Et uhyre velproduceret, drømmende og meget intimt album, som gør sig godt til gåture langs fjorden.

Studenterhusets sal var denne fredag aften, på trods af at den samlede danske musikpresse har hyldet debut albummet, ikke engang halv halvfyldt, da det store tæppe som kan dele rummet var trukket for. Omtalen af en hypet musikere var, som så ofte, ikke nået til Aalborg.

På scenen var der i u-form opstillet synthesizere og en masse elektronisk udstyr, der blandt andet skulle gøre det ud for trommesættet. Men inden at bandet gik på scenen skulle vi lige have de snart obligatoriske stemningsskabende lydflader (som om publikum ikke ved, hvad der venter), der til sidst blev trommehinderivende høje og fik olietønderne foran scenen til at rasle. Hvilket de gjorde under det meste af koncerten på grund af den dybe bas.

Det gode

Den var en god koncert fordi den ofte komplekse lyd fra albummet blev smukt fremført ved hjælp af de to andre musikere. De viste stor respekt for musikken. Så når Søren gik solo, trådte de et skridt tilbage fra instrumenterne og lyttede i stedet koncentreret.

Numrene blev trukket i hver deres ende med lange ind- og outro. Men selv kernen af nummeret, hvor Søren sang, var næsten ens med albummet. Og så virker Søren, som en sød fyr og fortalte om, at han var lige så glad for at komme til Aalborg og spille, som mange af de andre steder, han har spillet rundt om i verden.

Slip kontrollen

Det der gjorde, at koncerten ikke blev mindelig var denne fokus på lyden i stedet for nærværet. Bandet stod under en stor del af koncerten vendt ind mod sig selv, og mindede mig om torsdags toner på Platform4, hvor de elektroniske lydsmede sidder koncentrerede og nørder igennem, mens vi andre forsøger at begribe det som sker.

Selv når Søren drejede sig de 90 grader for at stå i front mod publikum, trykkede han på knapper og rettede på mikrofon, mellem hver verselinje. Først til det sidste nummer ?Somewhere Else?, hvis sidste del er mere højtragende, kom der lidt luft under fødderne.

Jeg kan forestille mig, at man som kunstner ønsker at ens musik bliver fremholdt så godt som muligt, og der er ingen tvivl om at Søren besidder stor talent, men i dette tilfælde blev omkostningerne for store. Udover den manglende intimitet gjorde kontrollen, at der heller ikke blev tilføjet nye facetter til Indians musikalske univers.

Et forslag

Det var trist ikke mindst fordi jeg tror på, at numrene sagtens kan klare at stå mere nøgne. I stedet for Sørens gamle synthesizer, som skulle slukkes og tændes mellem sangen, kunne et godt gammeldags klaver være en fordel. Et sådant monstrum har sine begrænsninger og fordrer intensitet og nærvær, resten af bandet kunne så klare elektronikken. – Så var det måske blevet en mindeværdig koncert?