Weekendens koncerter – fra syrerock, over Færøerne, til electronica

Ingen grund til at være bange for Sekten

Miles Davis blev på sin gamle dage interviewet om Jazzmusikken, og frem for at fortælle hans historie svarede han: “Jeg bliver bange, når jeg hører ordet jazz.” Det skyldes sikkert, at Miles ikke ville begrænses af genrebetydninger, ligesom Sekten.

Fra stilhed til støj

Fire mand og en kvinde kommer ind på scenen, hvor de stiller sig på række. Alle er de uniformeret med: Hvide skjorter, sorte slips og store, sorte retro briller. De står der bare, og kigger ud mod os, der er stilhed indtil guitarens forstærker tændes, som giver en snurrende lyd. De begynder stille at fløjte, en af dem klapper med små klap takten. Bandets fløjten bliver gradvist højere, han som klapper viser sig at være trommeslageren og bevæger sig mod trommerne, mens han klapper og slå på det der er i nærheden: Væggen, karmen, gulvet og til sidst trommerne.

De andre musikere tager deres instrumenter i brug: orgel, guitar, bas og den lille trækasse, der er påmonteret en oversavet guitar og står på et højt klapbord. Armen kan vrides fra side til og giver en lyd som ligner en kontrabas. Bandet begynder at spille, de spiller uafhængigt af hinanden, hver deres melodi, det er total dissonans, og larmen bliver højere og højere så højt, at kuglepennen jeg holder om til sidst begynder at vibrere. Så ned i tempo og lydniveau igen, en hylen for ørene melder sig og jeg tænker, at det bliver en lang og krævende koncert.

Løsner op

Efter ti minutter og det der lyder som tre numre stopper bandet med at spille, og den lyshårede mand ved orglet kigger, gennem sine store briller, tilfreds ud, til os ti, der befinder os oppe under taget, i Studenterhusets mindste sal. Han begynder, at fortælle om bandets otte årige historie, deres to albumudgivelser og, at en af medlemmerne har forladt bandet, så denne aften er der premiere på deres fem mand store band. Det løsner op, for et er avantgarde, men hvis det også følges op af det selvhøjtidelige, bliver det hurtigt ulideligt.

Musikken åbner sig op

Heldigvis bliver musikken derefter enten nemmere at lytte til, eller så begynder jeg langsomt at forstå musikken og det der sker, hvordan musikkerne læser og spiller op imod hinanden, og hvor “meningen” skal findes i musikken. Jeg lytter ikke blot, men føler mig som deltager.

Der er ellers mange smukke passager i musikken, den svenske sangerinde synger drømmende sine tysthedssange, og resten af bandet fløjter, mumler med som kor, men pludselig! – Brydes det af klang og larm. Og i stedet for at ønske, at harmonien forstætter, bliver musikken spændende ved at musikkerne skaber brydningerne, overrasker mig.

Intet at være bange for

Koncerten med Sekten ville sikkert have skræmt ?øltelt jazz-publikummet? væk, og det er helt forståeligt. Men frem for at holde fast i den gamle genreforståelse, belønnede Sekten os ved at bryde genren. Der var i virkeligheden intet at være bange for, tværtimod, og da jeg gik hjem, tænkte jeg, at Miles sikkert ville have tænkt det samme.

Værd at vide

Hjemmeside: sekten.nu

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Weekendens koncerter – fra syrerock, over Færøerne, til electronica