Anmeldelse af Leonard Cohen: A Crack in Everything på GL STRAND & Nikolaj

♥︎♥︎♥︎

Siden jeg i min tidlige teenageår blev introduceret til Leonard Cohen i Helsekosten i Silkeborg, hvor jeg var med min mor på slæb, har jeg følt veneration for manden og hans poesi. Hans tidlige plader, med de enkle orkestreringer og numre som ‘Suzanne’, The Partisan’ og ‘Bird on the wire’, står for mig som det bedste af det bedste. Der kan gå lang tid imellem, at jeg lytter til Cohen, men hver gang imponeres jeg over, at selvom jeg er blevet en anden, bærer hans poesi den samme kraft.

Læs eller genlæs: Leonard Cohen i Mølleparken

Leonard Cohen gik bort i 2016. Heldigvis nåede jeg at opleve ham i 2012. Gløden var ikke slukket i poeten, der leverede et nærvær, som jeg aldrig vil glemme. At Cohen betyder meget for mange vidner ‘Leonard Cohen: A Crack in Everything’ om. Udstillingen trak køer langt ud på gaden, da den i november 2017 blev præsenteret i Cohens fødeby Montreal. Siden er den blevet udstillet i New York og nu – som det eneste sted i Europa – i København; både i Kunstforeningen GL STRAND og Nikolaj Kunsthal.

Bird on the wire

Til udstillingen har 13 internationale kunstnere og 20 musikere lavet værker inspireret af Cohen. Jeg blev desværre ikke inspireret gennem det meste af udstillingen.

Hvis vi starter ved det helt skrabede. Tayron Simon har valgt at gemme et eksemplar af New York Times fra fredag den 11. november 2016 og putte den i en glasmontre. Nederst på forsiden fremgår det, at Leonard Cohen døde dagen før. ‘Cohen 21’ animerer en lydoptagelse af en liveoptræden. Et rum viser billeder af Leonard Cohens selvportrætter. Tacita Dean har lavet en 16 mm film med titlen ‘Ear on a Worm’ (2017), der viser en bird on a wire.

I Nikolaj Kunsthal er der i den store sal sat kæmpe lærreder op i hesteskoform. Her kan du nyde koncertbider, mens du lægger dig mageligt til rette i de mange sækkestole. Mere kreativ er Christophe Chassol med ‘Cuba in Cohen’, der sampler en gammel oplæsning, og giver det masser af rumklang. Eneste virkelig interaktive kunstværk er ‘The Poetry Machine’, hvor – når du trykker på klaverets tangenter – får en lille bid af Cohens stemme.

Det lidt mere

Det er først øverst oppe på første sal, at jeg fandt et værk der står i sig selv: Candice Breitz’ (I’m Your Man). Bagerst i lokalet ser du 18 skærme: En til hver Cohen fan, som i sang fremfører numre fra pladen af samme titel. Værket ledte mine tanker hen på ‘More Sweetly Play the Dance’ af William Kentridge. Louisiana har efterfølgende købt værket. Se det, når muligheden byder sig.

Læs eller genlæs: William Kentridge på Louisiana

Det er meget sigende for udstillingen, at jeg først i det sidste værk fandt oplevelsen. De fleste kunstnere på udstillingen famler rundt i håbet om, at kunne vise noget interessant, men viser ikke mere end, hvad du kan se på YouTube, fortæller ikke mere end, hvad du finder i Leonard Cohens lyrik.