Leonard Cohen i Mølleparken

♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎

Da det blev annonceret at den store Leonard Cohen ville besøge vores lille by, blev jeg med det samme ramt af en ekstatisk glæde. Manden der leverede soundtracket til mine teenage år, poeten og historiefortælleren skulle jeg opleve på nært hold! Men blandet med glæden var der også nervøsitet. Manden nærmer sig jo de 78 år. Og på trods af de positive anmeldelser, ville han så stadig kunne stråle? Ville intimiteten være den samme live som på anlægget hjemme i stuen ved skumringstid? Og ville folk møde op, eller ville vi kun blive 200 publikummer på en alt for stor plæne?

Fremmøde

Jeg mødte op lidt i fire, koncerten skulle starte kl. seks, og med det samme blev den sidste af mine nævnte bekymringer bragt til skamme. Køen op imod Skovdalen strakte sig forbi Zoo og langt nede af Mølleparkvej. Da jeg fik mit armbånd, og talte med billetkontoret, kunne de melde nær ved udsolgt, og det selv om priserne startede ved 770 kr. i en landsdel, hvor folk er mere end almindeligt prisbevidste.

På trods af de 9000 publikummer var der fint med plads, og hele det logistiske arbejde til koncerten fungerede så godt, at man ikke tænkte på det. På scenen var der stillet tre stole op, og jeg formodede at en af dem var til Cohen, det ville også være tilgiveligt. Men da klokken slog præcis seks kom Leonard med små hop glad ind på scenen. Stiv i ledende, dog fuld af liv. De tre stole var til en violinist og to guitarrister. Selv stod han op sammen med resten af bandet under hele koncerten.

Tilstedeværd

Leonard Cohen er en elegantier, en ladys man. Klædt i sort jakkesæt, grå skjorte og med hat, som ofte blev holdt i den hånd og trykket med brystet for at vise sin taknemmelighed over, at vi var kommet for at se ham.

Stemmen havde forandret sig siden udgivelserne fra 60’erne. Den har aldrig været decideret smuk, men det inciterende og inderligheden var bibeholdt i en nu ru, dyb og vibrerende vokal. Vi befandt os udenfor med bøgeskoven som baggrund, solen der skinnede og fuglene, der samlede sig til træk. Alligevel pakkede Leonard Cohen os ind ikke blot med sin stemme, men også sit tilstedeværd. Han var glad, og når han smilede ud til os smilte vi tilbage, som var det naturgivent. ja, jeg smiler stadig.

Overskud

Nok var grunden til at han igen begyndte at turnere, at han var blevet bedraget for sin formue og sin pension. Cohen gjorde dog alt hvad han kunne for at gøre koncerten mindeværdig. Han fortalte små historier, reciterede flere af hans digte inden de blev fremført som sange. Kom med små fine jokes, som da han efter korets refræns spurgte os, om vil ville vide ?the answer to the eternal riddle?, for derefter at gentage omkvædet ?du da di da da dum?. Han besad overskud i en alder der bærer præg af underskud. Takkede for at han måtte komme, han kunne ikke love at vi ville ses igen, men ?I promise this afternoon we will give all that we got?.

Det gjorde Leonard Cohen og hans velspillende band og kor, især Javier Mas med sin 12-strengede guitar gjorde numrene overordentligt smukke. Koncerten tog, med en pause og tre omgange ekstra numre, hvor han blev hujet og jublet tilbage på scenen, i alt 3 timer og 45 minutter.

Mindeværdigt

Vi tænkte ikke, at vi så en koncert med en kunstner, der engang var stor. At denne koncert med Leonard Cohen ville være god for 30 år siden. Nej, det var en fantastisk oplevelse lige nu! At manden snart er 78 år gjorde det ikke til et ?på trods af?, men i stedet for et ?og?. For også livets skrøbelighed og glæden ved det smukke i nuet blev vist.

Min nervøsitet var derved fuldstændig ubegrundet. Og jeg stiller mig sammen med den store gruppe af anmeldere og publikum, der er taknemmelige over en uforlignelig koncert med en levende legende.