#Ferniseringsfredag: PULSAR 2019 & Luxuria // Desire & Deception

Macbeth på Teaterøen

macbeth kulturformidleren

♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎

Det var en mørk, storm- og regnfuld aften, og jeg skulle til Teaterøen for at se Shakespeares ‘Macbeth’. Mens jeg stred mig de 952 meter fra stoppestedet, og forsøgte at undgå vandpytterne, tænkte jeg, at det her var den perfekte opvarmning. For Shakespeare er immervæk tung og dramatisk. Fremføres han efter bogen, som med Orson Welles filmatisering, vækker det hos mig mere gab end indlevelse.

Se Orson Welles ‘Macbeth’ her… 

Det skyldes jo helt sikkert tiden. På samme måde som med Chaplin. Mens de i stumfilmens tid lo så tårerne trillede, bliver jeg altid en smule trist over at se vagabonden der, trods livsmodet, hutler sig igennem tilværelsens uretfærdighed. Så hvad kunne to skuespillere, Tilde Knudsen og Peter Kirk, gøre ved stykket? Det var jeg temmelig spændt på.

Macbeth på speed

Tilde Knudsen og Peter Kirk bød mig, anmelderne og en gymnasieklasse fra Sankt Annæ Gymnasium, velkommen foran scenetæppet, bestående af en masse rumdelere med stofgardiner, der skulle rotere rundt på scenegulvet i en gevaldig fart. En bestemt usnobbet måde at byde os indenfor i Shakespeares ‘Macbeth’.

Med det samme stykket gik i gang greb frygten mig: Skulle jeg nu til at opleve rent eksperimentalteater, og hvor var forlægget? Men kort efter blev historien om Macbeth helt bogstaveligt skåret ud i bolledej. Tilde Knudsen formede dejkugler, af de forskellige aktører i historien, i en fart der gjorde, at jeg kun lige netop kunne følge med. Peter Kirk supplerede med at sige: “Der er godt nok meget tekst i Macbeth.”

Ja, der var fart på, og det i samtlige 70 minutter, hvor de to skulle påtage sig mange roller. Lidt a la da jeg så de ‘39 trin i Tivoli’. For hvordan spiller man de tre hekse i stykket, når man kun er to på scenen, og den ene er Macbeth?

Læs eller genlæs: De 39 Trin i Tivoli

Tilde Knudsen og Peter Kirk legede med billeder og lyd, og jeg kunne høre alt fra den scary melodi ‘Lille Lise let på tråd’ brugt i Ole Bornedals ‘Nattevagten’ over ‘Psycho’ til titelmelodien fra ‘Star Wars’. En rød knap på scenekanten satte næste akt i gang, og jeg blev forført.

Intertekstualitet

Jeg har mange gange sukket over, at teatrene ikke følger med i, hvad der sker omkring os. Ikke mindst når det gælder formen. En klar trend i film og tv-serier ala ‘Stranger Things’ er intertekstualitet. Dvs. at et værk refererer til et andet. Denne opsætning var proppet med det. Det var lidt som at se ‘Ready Player One’ – og det var superfedt!

Godt nok forenkles stykket: Macbeth vil kysse med konen, som i stedet ønsker at Macbeth tilraner sig magten. Men når der i afslutningsscenen bliver gjort brug af slutscenen i ‘Blade Runner’, hvor Rutger Hauer fortæller, at alle hans minder forsvinder som “tears in the rain” er det en genvej til vores følelser.

På tværs af generationer

At det ikke kun mig, som var vild med opsætningen, fik jeg bekræftet af de mange gymnasieelever, der delte min begejstring. Det er et tough publikum, som de fleste teatre kæmper med at få fat i.

teaterøen udefra kulturformidleren_dk

At jeg skulle kæmpe mig til Teaterøen, en mørk, storm- og regnfuld aften, for at se mulighederne for teatrets fremtid var alle strabadserne værd.

Værd at vide

Kan ses til og med 23. marts

William Wains Gade 11
Refshaleøen
1432 Kbh K

teateroen.com

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

#Ferniseringsfredag: PULSAR 2019 & Luxuria // Desire & Deception