Källing (udtales kælling) og Kasper Vig på Klub Husfred

Nikolaj Nørlund – kom med et bud!

Scenen havde fået et fortæppe af rødt, nervøst velour, og det blev ikke trukket til side i løbet af aftenen. I stedet blev gulvet brugt som scene. Og olietønderne, som vi plejer at læne os op af, var skiftet ud med runde borde med stearinlys på. Her kunne vi sidde, næsten velbehageligt, i de grimme dampbøjede træstole og føle at studenterhuset sal, med det kønsløse, slidte indre og de gråmalede vægge, var et hyggeligt sted at være.

Men det var et klogt valg, at skifte olietønderne ud. For aftenens musik var nærværende, tilbagelænet og bordene fyldte ud, så salen ikke føltes halvtom.

Anna Brønsted, forsangeren i Our Broken Garden, varmede op og fyldte scenen, sød med hendes klaver og sampler. Højt til loftet og med masser af rumklang, men lidt anonymt, som et soundtrack til en independent dannelsesrejse film. Det vil sikkert gøre sig godt som baggrundsmusik til et middagsselskab.

Derefter skulle vi vente længe på, at Nikolaj Nørlund ville melde sin tilstedeværelse. Klokken  blev halv elleve, før han troppede op. Uden band, men med akustisk guitar og en let ru stemme, som han fik blødgjort med en kop te.

Kom med et bud hedder hans nyeste album, hvor han fortolker klassikere som Smilende Sussie og Ensomhedens Gade # 9. Og komme med et bud, det kunne vi, og det blev gjort af et publikum, der både talte unge som gamle og som var i festhumør og ikke bange for at kommentere og råbe op. Det gjorde aftenen uformel, og Nikolaj morede sig, mens vi andre kunne føle, at lidt af det fine i Nikolajs udtryk forsvandt. Det kom heldigvis igen, især når han spillede gamle numre fra hans store bagkatalog.

For Nikolaj er lidt mere end de andre på den danske musikscene. Han omtales med rette som en godfather i den danske sangskriver tradition. Han har været med længe før den nye bølge af dansksprogede slog igennem med bands og sangere som Tue West, Nephew og Peter Sommer. Navnløs, hans  debut, med digte af Michael Strunge, er helt tilbage fra 1996, og han har, udover sit  engelsksprogede projekt, Rhonda Harris, stået bag blandt andre Superjeg og de fantastiske hyldestalbum På Danske Læber, 16 Leonard Cohen-sange på dansk (2004) og Andersens Drømme (2005)

Det er baggrundsoplysninger, men det kom alligevel en i tanke, mens man sad der. For hans egne tekster er stadig glasklare, og tiden har ikke kunne gøre få med hans lyrik. Der scores ingen billige point med engelsksprogede verber, lummerhed eller platte omkvæd. Hans stil og form er hans egen. Han har sproget i sin magt. Og når han synger dem med sine dybe stemme tilføjes teksterne større inderlighed og nerve.

Og han ved det godt, at han er noget specielt, mens hans står der på scenen, ulastelig klædt med jakke, bukser med pressefold og tilbagestrøjede hår. Ikke utilnærmelig, men med den samme kunstner arrogance, som Suzanne Brøgger, Klaus Rifbjerg og de andre store forfattere i lille Danmark har tillært sig.  Og det gør, at en Nikolaj Nørlund koncert ikke er helt som andre koncerter med danske sangskrivere. Gør at efter en lang koncert med fire ekstranumre, ja, så har man bare lyst til at høre mere Nikolaj Nørlund.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Källing (udtales kælling) og Kasper Vig på Klub Husfred