Nikolaj Nørlund på 1000fryd

?

På min bogreol står der stadig lidt CD’er, 34 cm i alt. Resten er puttet i en stor papkasse og slæbt ned i kælderen. På den knebne plads befinder sig alle mine Nikolaj Nørlund CDér. Jeg tager aldrig en af dem ned for at putte skiven i afspilleren, da musikken er allerede ført over på min bærbare. Men jeg føler, at de hører til der som kanoniske værker inden for den danske sangskrivning.

Forventning om det samme

Så da jeg bevægede mig ud fredag aften, var det ikke med forventningen eller ønsket om at høre nyt. Desuden er Nikolaj Nørlunds sidste album ?Alt sammen, Lige Nu? fra sidste år. Nyt var det til gengæld, at koncerten skulle være på 1000fryd, hvor Nikolaj Nørlund skulle have slået sine folder i de glade halvfemsere med hans tidligere projekter Rhonda Harris og Trains and Boats and Planes.

Indenfor i det lavtloftede lokale, der udgør 1000fryd, var gennemsnitsalderen en del over det normale. Jeg havde forventet, at koncerten ville blive udsolgt pga. stedet begrænsede publikumskapacitet, men det var ikke tilfældet, der kunne have været plads til det dobbelte antal.

Klokken halv ti bevægede den magre, men altid velklædte Nikolaj Nørlund sig igennem den ventende skare og op på scenen. Bød os velkommen og sagde, ?at vi endelig må komme nærmere?. Alene på scenen med sine akustiske guitarer lagde han fra med en engelsk sproget sang, som jeg ikke kender, og som vi heller ikke kom for at høre.

Bare se at komme i gang

Allerede efter denne første sang spurgte han, om der er vi noget, vi vil høre? “Bare se at komme i gang” råbte en. Hvilket ville have været en god idé, da han alligevel negligerede flere af publikums ønsker og i sidste ende valgte selv.

Det virkede dovent, at han som sidst, da jeg så ham på Studenterhuset, heller ikke denne gang havde planlagt, hvad han ville spille. På samme måde som en kok tilrettelægger en menu, for at give en den bedste oplevelse, bør en musiker vælge det bedste til sit publikum. At spørge publikum, hvad der skal spilles, hører til sidst i en koncert.

Så står man der

Dette var virkelig ikke nogen god aften for Nikolaj Nørlund. Flere gange glemte han teksterne til sangene, hvilket skabte nogle små kejtede ophold i melodierne. Og fra at han startede selvopstemt frisk ud med sine små fjogede kommentarer mellem numrene, som jeg altid har følt står i kontrast til hans intelligente tekster, blev han hurtigt mere og mere træt at se på.

Han stod der, på den lille scene, som en crooner, der har kørt sig selv ned på alt for mange shows. Eller ?røget noget tjald?, som der blev hvisket om blandt publikum – det håber jeg nu ikke var tilfældet! For når han spillede numrene Ridset i panden, Respekt (Endnu) og Indre by, var alt ligesom det skulle være.

Før det virkeligt begyndte

Det var dog alt for lidt, og da larmen fra baren til sidst blev for meget for ham, gav han pludselig op og forlod scenen. Så stod vi der småmåbende over, hvad vi havde oplevet og kunne ikke finde ud af om vi skulle klappe for et ekstra nummer. Men som havde det krævet ham en kæmpe kraftanstrengelse, stod han pludselig der igen og spillede smukt nummeret Under fremmed flag. Og så var det helt slut!

Det var bestemt ikke min sidste koncert med Nikolaj Nørlund, og CD’erne står stadig på reolen, men ubestrideligt den tristeste. Jeg håber virkelig, at han gør sig ordentlig klar inden han igen drager ud på tour, og at han vil behandle sin musik ligeså seriøst, som vi, hans publikum, tager den.

Værd at vide

Hjemmeside: norlund.com