Pierre Bonnard – The Colour of Memory

♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎

I den 3-etagers store Henning Larsen tilbygning til Glyptoteket, bliver vi de kommende måneder vidne til et uhørt vellykket projekt af en udstilling. Franksmanden Pierre Bonnard (1867-1947), bliver ikke bare præsenteret, men også visualiseret.

Historien

I modsætning til mange af sine samtidige kommer Bonnard fra det pæne borgerskab – absint, fattigdom og damerne i Paris, er ikke det der fylder mest i kunstnerens virke. Til at begynde med var der endda en mulighed for at læse jura, men denne mulighed må vige pladsen for Bonnards passion for lærreder og pensler. Armoden trænger sig ikke på, og så vidt man ved, var der foruden en del ejendomsbesiddelser gennem voksenlivet, også hele 3 automobiler i kunstnerens portefølje, da disse nyopfundne maskindrevne skrumler på hjul, gjorde deres indtog på verdensbilledets landeveje.

Kunsten

Glyptoteket har valgt at vise os over 100 værker af Pierre Bonnard. Her tæller vi over 70 oliemalerier, men også bronzeskulpture, fotografier og publikationer er med i udstillingen. Glyptoteket præsenterer deres egne 9 værker, hvor ‘Frokost i Haven’ (1909) er et af de mest kendte, derudover har Tate Moderne i London og Kunstforum i Wien bidraget med udlån, men også SMK og Musée d’Orsay er på listen over udlånere, samt mange private samlere.

Flere af Glyptotekets egne værker af Bonnard, har en fortid fra Ordrupsgaards samling, som jo tvinges til et frasalg af erhvervelserne, grundet bankkrakhistorien i 1922. Heldigvis kunne disse malerier forblive på danske hænder, med Helge Jacobesens hjælp.

Læs eller genlæs: Nye bøger om Ordrupgaard

Pierre Bonnard

Og hvad er det så lige han kan ham Pierre Bonnard? Han kan noget med farver. Vi kender det fra f.eks. Monet, Matisse eller Hans Purrmann. Hans yndlingsfarve var i øvrigt ”gul”, og Bonnard skulle efter sigende have sagt at ”gul kan man ikke få for meget af”.

Og franske Pierre Bonnard kan mere end det. Udover landskaber, er hans foretrukne motiver hverdagssituationer i hjemmet. Her er vi ude i det Carl Larssonske, hvor hjemmet og intimiteten som alle hjem rummer, bliver portrætteret. Værket Spisestuen (1925) er et eksempel på denne rolige hyggestemning, hvor to børn fredeligt slapper af, og en hundesnude skotter til pigens godbid bagved bordet.

Vores egen Benny Andersen, skriver om Svantes lykkelige dag, og at Nina træder ud af badet. Denne hverdagens banalitet, synes også at fascinere Bonnard. Hans samlever gennem 30 år Marthe de Méligny (1862-1943), som senere bliver hans kone, bliver genstand for over 300 værker hvor krop, sjæl og buttethed i al dens pragt bliver udstillet, uden på nogen måde at komme til at virke lummer. Her kan vi fremhæve ‘Nøgen kvinde’, ‘På hug i badekar’ (1918), som i øvrigt er blevet til ved først at lave et foto af kvinden, for derefter at forskønne modellen og motivet med farver. Værket ‘Kaminen’ (1916) viser os drilsk alvorshumor fra Bonnards side. Læg mærke til at motivet er et spejl, og dernæst ser vi et maleri i baggrunden hvor kvindekroppen er trist og uden vitalitet, mens den virkelige vare (som jo altså også er malet), er i forgrunden helt uden primadonnanykker og blufærdighed.

Teknikken

Pierre Bonnard udmærker sig ved, at han altid malede indendørs. Han brugte ikke staffeli, men satte lærreder op med tegnestifter på væggene, og kunne så vedvarende male videre på mange motiver af gangen – det fortælles at han aldrig følte sig helt færdig med et maleri. En ubekræftet anekdote fra 1940’ernes Paris, fortæller at på en udstilling måtte man arresterer en mand, der havde smuglet malergrej med ind på udstillingen og begyndte at gå og pynte på Bonnards malerier. Skrønen beretter at manden var den bedagede Pierre Bonnard selv.

Navnet på udstillingen ‘The Colour of Memory’ hentyder til det faktum, at Bonnard malede efter hukommelsen. Her sås ikke opstillede interiørmotiver eller landskaber malet i det fri, men han malede efter det han huskede, og dette gav en kunstnerisk frihed til at forskønne og manipolerer med motivet efter forgodtbefindende. Han yndede også at sætte små motiver ind i motiverne, eller at male spejle, ligesom det også ses hos Purrmann (1880-1966). Undertiden fik denne teknik med at male derudaf efter lyst og hukommelse sådan én som Picasso (1881-1973), til at kalde Bonnards værker for ”et potpourri af ubeslutsomhed”, da malerierne fik de farver Bonnard fandt passende, men omvendt skulle Picasso vel selv nødig snakke, og var jo selv ret så ”firkantet” i sine motiver.

Læs eller genlæs: Picasso keramik på Louisiana

Bonus

Ny Carlsberg Glyptotek, har ikke bare hængt nogle malerier på væggene, men har sammensat en fortælling. En informativ udstillingsguide er også skabt, og er værd at erhverve sig.

Som noget nyt har man mulighed for på hver af de tre etager at høre et ”lydbillede” til et maleri, produceret af folk som Peter Albrechtsen og Sun Hee Engelstoft. Her er lyden optagelser af nøjagtig det miljø og geografiske område som Bonnard frembragte sine værker i. Vi hører således ”omvendt ekko”, biernes summen på blomsterne, og kan næsten dufte kaffen. Thomas Levins stemme, fortæller små enkelte statements der vækker sanserne som en slags mindfullness. Man ”kommer tilstede”, og er tæt på at række ud efter kopperne på bordet. Teknikken er ny, og det er ikke sidste gang at vi ser dette nye eksperiment og tiltag – håber jeg. Lydsporet kører i et loop med 8 minutters pause imellem, derefter kommer der to minutters lydbillede på dansk og derefter på engelsk. Om man fuldt ud får glæde af disse geniale lydspor, når udstillingen er fyldt med skolebørn, er tvivlsomt.

Udstillingen af Pierre Bonnard på Glyptoteket, skal ikke bare ses – den skal opleves!

Værd at vide

Udstillingsperiode: 7. juni – 22. september 2019

Ny Carlsberg Glyptotek
Dantes Plads 7
1556 København V

glyptoteket.dk

---

Indlægget er skrevet af gæsteskribent: Jesper B. Hillestrøm. Skribent, Forfatter & Foredragsholder.
Se hans andre indlæg på kulturformidleren.dk her