The Raveonettes

Sne i midten af marts! Den ligger som en dyne over byen og gør Aalborg tyst ? fuldstændigt uanfægtet af vores irritation, og det faktum, at det burde være foråret og ikke den tænderklaprende kulde, der har herredømmet. Alligevel kan jeg ikke andet end, mens jeg bevæger mig mod Studenterhuset, fascineres af det enkle udtryk naturens brede penselstrøg giver.

På scenen

Da sneen er stampet af støvlerne, kan jeg træde ind i den fyldte sal til den udsolgte koncert med The Raveonettes. På scenen står der ét trommesæt, to mikrofonstativer, to guitar og én bas klar. Der er ingen installationer, røgkanoner, bagtæppe med bandets navn på, end ikke på den hvide stortromme. Det kan næsten ikke gøres mere enkelt.

Efter den forventede ? vi venter på rockstjernerne ? ventetid, proklamerer en vrængende støjflade, at de to er på vej. Sune Wagner kommer ind, løfter sit glas, fyldt med appelsinjuice, som en hilsen til publikum. Trommeslageren sætter sig lavt til rette og Sharin Foo stiller sig ved det andet mikrofonstativ.

Lyden

Koncerten starter med nummeret ?Here Comes The End? hvor shoegaze støjmuren bygges op for kort derefter at blive hamret heftigt på af trommeslageren. Bag dynen af støj synger, nærmest messer de begge to lyrikken ud til os. Lyden ville være for massiv, hvis det ikke var for Sunes fremragende guitarspil. Han skærer nogle klare og dybe flænger i dynen af støj og lader lyset skinne ind.

Det er en retrospektiv koncert med bredt udpluk fra deres bagkatalog, og der spilles kun to numre fra den nyeste plade ?Observator?. Så midt i koncerten skal vi også lige have et par fra bandets start med ?New York Was Great? og ?Little Animal?. Det giver et ophold i koncerten, men viser fint, hvordan bandet har udviklet frem mod et mere poppet og melodisk udtryk. Og godt for det, for de tidlige numre er lige så spændende at lytte til som at se på en tunet knallert ræse over en markvej.

Backtrack

Det er imponerende, hvor meget lyd de får ud til os. Lidt for imponerende, viser det sig, for på flere af numrene kan man tydeligt høre at der gøres brug af backtrack. I min optik noget der hører til Melodi Grand Prix og ikke en koncert på Studenterhuset. Backtracket skærmer dog ikke for lyden, og er noget man godt kan bære over med, da Sune og Sharin bestemt ikke bruger det til at gemme sig bagved. Numrene bliver overbevisenede og professionelt fremført med meget få svipser, hvilket kun er naturligt med de mange temposkift og fællessang fra de to.

Glæde

Og så virker både Sune og Sharin glade for endelig at komme til Studenterhuset. Hun smiler sødt og glad ud til os under hele koncerten, og kommunikerer i starten for Sune ved at spørge lydmanden om han ikke vil skrue op for Sunes guitar. Heldigvis får vi også ham at høre enkelte gange, når han siger tak til publikum for at juble over hans musik.

Da koncerten efter lidt over en time, inklusiv tre ekstranumre, var endt, stod jeg tilbage med en mæthedsfølelse, der hører de bedste koncerter til og fascineret over, at det kunne gøres så godt, så enkelt ? og jeg er ikke en gang fan!

Værd at vide

Hjemmeside: theraveonettes.com