True Grit

Alle sande filmelskere kender til Auteur begrebet. Historien om de franske godtfolk, der i 60erne ønskede at hæve filmkunsten ved at angive, hvilke instruktører, der lader deres vision og kunstneriske vilje fylde hele film. Så filmen både tematisk, stilistisk og visuelt bærer dennes signatur, ligesom en forfatter.

Film blev set og gransket i Paris, og nogle instruktører, som Hitchcock og John Ford, blev ophøjet, andre ikke. At være Auteur er stadig noget særligt fint, men få Hollywood instruktører kan siges at være det, idet kommercielle interesser, ligesom dengang, ofte udvisker ethvert kendetegn.

Signatur

Joel og Ethan Coens signatur er altid ridset ned i filmrullens celluloid, det har endnu ingen kunnet gøre noget ved. Og det tager ikke lang tid, før du ved, at det er en Coen film du ser. Det fornemmes hurtigere på filmens nerve og dialogerne, end på den visuelle stil, som f.eks. er Auteuren Wes Anderssons kendetegn.

Umiskendeligt en western

True Grit er umiskendeligt en western. Med en hævn der skal tages, revolverdueller, beskidte mænd og stor natur, men alt sammen på Coensk vis. For mens man sidder der i biografens mørke med denne ny indspilning af en klassisk western, så ledes tænkerne sjældent hen mod den oprindelige film med famøse John Wayne, eller på westernfilm generelt, men mod Fargo og The Big Lebowski.

Det er Coensk

Som elsker af Coen brødrenes film, er der meget at holde af: Valg af skuespillere. Jeff Bridges er herlig ru som den gamle, vrantne sherif, hvis stemme lyder som Tom Waits med halsbetændelse.

Hailee Steinfeld, der spiller den 14-årige Mattie Ross, er fænomenal. Ved hvad hun vil, handler hestehandleren under bordet og sætter Jeff Bridges til vægs. ?serverer bemærkninger uden at strø sukker på!? som La Beuf siger, spillet af den ellers ferske Matt Damon, der som Texas Ranger bliver gjort mangefacettet i stedet for blot latterlig.

Men alle karaktererne besjæles, selv de mindste biroller. Og det hele samles med herlige dialoger og scener, som når den fordrukne sherif vil bevise, at han er en fremragende skytte ved at kaste en tom whisky flaske, med hele sin krop, mod himlen for først at ramme den, når den lander på jorden. 

Epilog

Det er sådan noget Joel og Ethan kan. Skabe en Auteur glæde, som bruser mere i maven end den halve liter cola, der nødvendigvis skal indtages i biografen. At de så ikke altid er så gode til at bære historien fremad, og at de i True Grit har lavet en af de ringeste epiloger jeg endnu har set, det bærer man næsten over med.