Way Up North

Hotboxin Hotdogs

Hotboxin Hotdogs åbnede festivallen og Caféscenen med Hip hop på hygge jysk maner. Ikke at det blev karikeret, men ?Get it on? sunget med accent af sceneglade rappere, en bassist og en Dj, der frembragte  tungtsvingende beats, gav tilsammen en groovy og loose stemning. De drenge er klar til at flytte hjemmefra!

Stebye

På salens scene, stod der et tremand stort band med en kvindelig forsanger, alle havde de malet sig med sorte streger i ansigtet, som når man legede indianer som lille. Og selviscenesættelsen spillede en fremtrædende rolle. Sangerinden var iklædt sort kjole,  guldpalietter og armringe og fremmanede sange, der uden det elektroniske element,  mindede om Sorten Muld. Bandet er teknisk meget dygtige og forsangerinden kan virkelig holde en tone. Hendes stemme lød meget lig Bjørks og musikken ledte tanken hen på hendes debut. Mere krukket end cool og oplagte ørehængere mangler.

Streamin Dreams

Konferiencien talte om, at Brønderslev bandet fik en at tænke på The Cure, Killers og Carpark North. Man kunne godt finde referencerne, men selvom de gjorde god brug af klaver og prøvede at skabe stadionrock, så var musikken hurtigt glemt. Mere tid i øvelokalet.

L’ectroscope

L’ectroscope havde sat kandelabre med levende lys på scenen. Herrerne kom ind iført  smoking og løsthængende butterfly og forsangerinden med hennarødt hår og lårkort, stilbevidste  som Stebye. Og sammenligningen forsatte, da de lagde fra med første nummer – et elektronisk blæs, som lød utrolig lig Army of Me. Der blev sunget på fransk, og forsangerinden forsøgte at efterligne det stereotype billede af en pariserinde, ved at tale kælent til os på gulvet. Men hverken dette eller musikken tog os på en musikalsk rejse, i stedet stod man der og tænkte: ?De er 15 år for sent på den?.

Engros

Bandet kom nervøst fra start, men trommeslagerens slag på stortrommen førte musikken frem, og efter de første minutters sang fandt bandet hinanden og skabte eminent sammenspil. Det pudsige var, at det samme gjaldt for alle de efterfølgende numre. Men den sidste halvdel af hvert nummer var lækker lytning, måske de skulle overveje at begynde som et instrumental band, ligesom Diefenbach.

E’nemia

En anmeldelse jeg springer over, da jeg ingen forstand har på Heavy Metal

The seven Mile Journey

Konferencien nævnte Tortoise, jeg tænkte Godspeed you! Black emperor. Klassisk post-rock hvor numrene stiger og falder i intensitet. Der blev gjort brug af tommestik og violinbue på guitar, hvilket skabte en stemningsfuld og svævende lyd. Det var ingen tale til publikum mellem numrene. Et klogt valg at holde musikken i fokus. Bandet kunne med succes vælge at tilføje violin eller fløjte, for at give musikken flere lag og overraskende elementer. Dog er post-rock en smal genre og TSMJ førte den ikke i en ny retning.

Xtra store Grønlandske Rejer

Xtra store Grønlandske Rejer var det sidste band i Studenterhusets sal, og som det eneste band havde de fået lavet et bagtæppe, hvor bandets navn og billedet af en reje befandt sig. XSTG havde også et dedikeret publikum i salen, som vidste, at nu blev der spillet op til fest. Og bandet formåede fra starten af at skabe kontakt med publikum, som også kunne synge med på omkvæd som ?syntes han er sær, for han lugter af gær?. Traditionel semi-hård party rock, lig Magtens Korridorer og med tekster, der lyder som en joke. Det var energisk og underholdende, men ikke alle sange holder, og bandet skal tage et valg, om de vil tages seriøst eller det hele blot er for sjov.

Rune And the Brakemen

Jeg nåede ikke at se dem, beklager.

Refleksion?

Jeg kunne ikke undgå at gå en smule skuffet fra Studenterhuset. Ingen af bandene indikerede, at året er 2011, vi kunne ligeså godt befinde os i 2005. Musikken pegede bagud og ikke fremad. Det kan være ok. Aalborgensiske Thee Attacks spiller rock n roll som The Who gjorde i 60erne, men fremfører musikken som var den ny. Et sådan band var desværre heller ikke at finde denne fredag. Håber det skete lørdag eller til næste år.

Værd at vide

Hjemmeside: studenterhuset.dk