Lyden af Arktisk

Sorte pletter på himlens linse

Et stempel på røgtågens hærdede glas

♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎

Anmeldelse af Claus Høxbroes nye digtsamling: ‘Sorte pletter på himlens linse’

Høxbroe tager os med på opdagelse i vores indre dybfryser. Vi trasker rundt i byens gader og lader op eller ned på stamværtshusene. Vi trisser ned eller op ad barndommens havegange. Skygger fra opvæksten bringer vores jetlag i kog.

Beatpoeten Claus Høxbroe har gjort det igen. ‘Sorte pletter på himlens linse’ er ren originalitet. Det danske Danmark og dansken får i digtet ‘Danmark’ (der er på over 5 sider) en mental mavepuster og vores agile pleaserkultur og omstillingsparathed kommer til at bide skeer med Høxbroes gevir, så det når Turèllsk diaboli.

Læs eller genlæs: Claus Høxbroes 10 års jubilæumsshow & udgivelsesfest

Vi gæster også Krakow, Helsinki og Oslo. Indien bliver besøgt. Dobbelttydigheden i teksten og stemningsbeskrivelserne tænder pandelappens lanterner.

I digtet ‘Hotel Angel | Værelse 8 | Krakow fornemmer vi petroleumsduften, stegeosen og brunkuls aflejringerne på vinduerne. Den trætte rejsende ankommer til sit refugium – og selv om det ikke er med i digtet, ser man forfatteren indtage sin medbragte forfriskning i form af en ‘skarp’.

Grafisk set er den 87 sider paperback et dejligt lille stykke håndværk. Tegneren Andreas Kjærgaard har bagt hjemmelavede bogstaver og griset med farveladen, så det som hånd i handske passer til bogens skohorn – smukt og enkelt.

‘Sorte pletter på himlens linse’ er som et stempel på røgtågens hærdede glas.

Foto: Morten Lundrup

Claus Høxbroe har levet af sine digte i snart 15 år. I trillebøren har han 16 digtsamlinger og i trækvognen 9 spoken word-albums. I rygsækken har han over 2700 scene optrædener i 8 lande og er bl.a. indehaver af ikke mindre end Dan Turèll prisen.

Udgivelsesreception og oplæsning:

Fredag d. 28. februar kl. 17.00

LiteraturHaus, Møllegade 7, 2200 København N

Se mere på gentlemensjockeyclub.dk

Bonus: Vores fotografs søn W. Deckmann synes han ville sende en hilsen til Claus Høxbroe med et ’til lykke med den nye digtsamling’. Det kom der en lille gimmickserie ude af der hedder: ‘MiniHøx’.

 


Indlægget er skrevet af: Jesper B. Hillestrøm. Skribent, Forfatter & Foredragsholder.

Se hans andre indlæg på kulturformidleren.dk her…

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lyden af Arktisk