Åben min lysning Pipilotti Rist

9. marts 2019

Puha, jeg har haft virkelig svært ved at skrive denne anmeldelse. Det startede oprindeligt med, at jeg skrev mit speciale om Agential Realism. Det er en videnskabsteori, der gør op med diskursteorien (hvis du er humanist fra RUC eller AAU, ved du helt sikkert, hvad jeg taler om) og tillægger det materielle, dvs. det fysiske, lige så stor betydning som det talte. Matter matters, som ophavskvinden Karen Barad siger. Karen Barad er ikke alene om denne tilgang, der overordnet kaldes ny-materialisme.

Karen Barad er ikke en dame, der bliver talt meget om i kunstverdenen – i hvert fald ikke hvad jeg har oplevet. Så da kurator på udstillingen, Tine Colstrup. drog paralleller mellem Pipilotti Rist og Karen Barad, blev jeg med det samme tændt og tænkte, at her var den perfekte kobling. Det er der 100%, men inden jeg rigtig kom i gang, havde jeg skrevet over to siders teoriafsnit. Anmeldelsen steg mig over hovedet, og du, kære læser, ville sikkert have stået af med det samme. Jeg håber, at du bliver. Men i stedet for at forkaste Karen Barads Agential Realism helt, pixibog forenkler jeg hendes teori (ikke sikker på at min skønne vejleder, Anete Strand, vil være helt tilfreds med det) fordi den kan noget; især når det gælder Pipilotti Rist og hendes værker.

Se slides fra min forelæsning om Agential Realism på Københavns Universitet.

Pipilotti Rist

Først lidt om kunstneren. Pipilotti Rist er født i 1962 i Grabs, Schweiz. Hun bor og arbejder i Zürich. Hun blev kaldt Lotti (hendes fulde navn er Elisabeth Charlotte) og tilføjede Pipi, hvilket jeg syntes er herligt. I 1982 startede hun på Universität für angewandte Kunst i Wien, hvor hun studerede grafisk design og animation og begyndte at lave Super-8 film. Ved siden af studierne skabte hun scenedesigns og visuals for forskellige bands. Jeg har desværre ikke kunnet finde nogle af dem på nettet.

Pipilotti Rist er nu internationalt anerkendt for hendes eksperimenter med det levende billede. Hun leger med, hvordan vi sanser de omgivelser vi befinder os i. Udstillingen ‘Åben min lysning’ består af meget mere end en masse traditionelle videovisningsrum. Pipilotti Rist arbejder i den grad med Louisiana med udstillingens mange installationer, som vender det offentlige og private på hovedet, og lægger dig ned. De mange elementer gør, at jeg – som med Barad læst gennem min vejleder Anete Strand – deler udstillingen op i tre lige store dele i form af sted, rum og tid.

Stedet

Ingen udstillingssteder er ens, og derfor er udstillingen på Louisiana naturligvis en helt anden end, hvis du har set hende rundt omkring i verden. Barad ville kalde det Spatial discourse, hvilket er beskrivende for stedets ånd, dens stemninger og strømninger.I denne sammenhæng er det interessant, at Louisiana oprindeligt var et hjem; et privat sted, lukket for offentligheden. Du oplever det allerede, inden du går ind på museet. De mange udbygninger på Louisiana er tilblevet i denne private ånd, hvilket giver en helt anden følelse end at bevæge sig rundt på eksempelvis ARKEN og SMK, der netop er bygget med formålet at fremvise kunst. Det er derfor ikke sært, at du føler dig hjemme, og har lyst til at smide skoene, når du besøger Louisiana. Pipilotti Rist leger med din oplevelse af det private ved bla. at hænge vasketøj til tørre udenfor. Undertøj svajer i vinden på de mange tørresnore – der er meget humor i hendes værker.

Da jeg bevægede mig ned i udstillingen, der befinder sig i museets sydfløj, mærkede jeg med det samme en huleagtig stemning. Altsammen gjort ved at dække flere af vinduerne til og dæmpe belysningen i de forholdsvis lave rum. En følelse af ro og intimitet omsluttede mig.

Rummene

Matter matters, og her kan tales om både om mennesker og effekter i et rum, som tilsammen er med til at give dig oplevelsen. Rummene, det materielle, deler Pipilotti op i flere rum. Hun leger, i visningen af hendes videoinstallationer, med det traditionnelle ved bla. at gøre rummene trekantede, at flytte lærredet til loftet og forvandle stole til senge og at skabe en dagligstue med de rekvisitter der “hører til.

Det er lidt som med ‘Please, keep quiet!’ af Elmgren og Dragset på SMK. Må man sætte sig i møblerne? Må man lægge sig i sengen? Må man skrive i notesbogen på skrivebordet? Har du modet, eller har du lyst til at lægge dig ned i en af sengene mens andre går rundt om dig? Pipilotti udfordrer dig.

Det er sjovt – men også velprøvet tag – på en udstilling. ‘Åben min lysning’ vil helt sikkert vise sig populær for den trætte museumsgæst, der har brug for et hvil. Det samme gælder med værket ‘Pixelwalt’, som er oplagt til Instagram med dets mange lyskæder, der blinker i takt til rummets lyde.

Tid

Hvor man i hverdagssproget deler tiden op i ‘fortid’, ‘nutid’ og ‘datid’, er det ikke tilfældet med Barad. Fortiden og fremtiden ses altid gennem den nutid, du beﬁnder dig. Hvis du syntes at det lyder mærkeligt, kan du bl.a. tænke på ‘Tintin i Congo’. Hvordan du læste tegneserien som barn er forhåbentlig ikke helt den samme som i dag. Udstillingen er ikke kronologisk opbygget – og dermed er der allerede her en leg med tiden. Samtidig oplever jeg videoinstallationerne som både er grænsesøgende og meget tidsbestemt. Videokunstværker kan hurtigt virke bedagede – især hvis de er fyldt med popkulturelle referencer.

Netop dette med tiden og videoteknologien oplevede jeg også, som det største problem med udstillingen. Eksempelvis ‘Open my glade’ (2010), som du sikkert har set på diverse reklamer rundt omkring i byen. I værket trykker Pipilotti Rist sit ansigt op imod en glasskærm. Jeg kan sagtens se idéen med værket, men videoen er grynet. Måske det er et bevidst valg, at trække paralleler til de kasserede fjernsyns billedstøj og videokassettebåndene? Men igen, datiden ses gennem nutiden, hvor en smartphone ville kunne gøre billedet knivskarpt.

Tid, sted, rum og Pipilotti Rist

Det var så min forkortede gennemgang af, hvilke elementer der er medskabere af udstillingen. Hvordan du går til udstillingen er helt op til dig. Du kan vælge at sanse den, mærke den og trække følelserne med dig ud på den anden side. Alternativt kan du tage analysehatten på for at undersøge de ingredienser og virkemidler Pipilotti Rist gør brug af, når hun skaber en udstilling.

Håber at du har fået noget ud af min alternative anmeldelse. Du er meget velkommen til at komme med en kommentar – eller spørge til Karen Barad og hendes ny-materialisme. Det er altid dejligt at få støvet specialet af.