Altstadt Spandau
Når man har boet i over to måneder i Friedrichshain, kan man, uanset hvor meget man holder af Berlin, blot for en enkelt dag få lyst til at se noget provins. Det havde vi, og Berlins U- og S-Bahn strækker sig imponerende langt væk fra byens centrum(er), også helt til Spandau. Byen var indtil 1920 en uafhængig by, men indlemmelsen i Berlin for næsten 100 år siden gør ikke, at byen på nogen måde ligner hovedstaden.
Spandauer Altstadt
Spanduer Altstadt, som vi besøgte, er byens historiske centrum. Bydelen er befolket med mange seniorer, hvilket bl.a. afspejler sig i butikkernes udvalg. Så forvent ikke store shoppingmuligheder. Vi fik nogle timer til at gå med bl.a. at besøge byens gamle konditori, Konditorei Fester, hvor de serverer en fremragende Apfelstrudel. Vi bevægede os derefter mod den nordlige del af Spanduer Altstadt, hvor man finder den gamle fiskerby, Kolkviertel. Udover at man her kan kigge på gamle huse, og nyde det stille vand, er ølhaven og bryggeriet, Biergarten, et besøg værd
Citadellet
Det var imidlertid ikke helt nok til, at vi kunne få en dag ud af det. Så vi valgte at besøge byens gamle citadel. Die Spandauer Zitadelle er et imponerende bygningsværk både udefra og indeni. Citadellet har haft en omskiftelig tilværelse. I nyere tid blev stedet brugt af nazisterne til at fabrikere giftgas. Efter nederlaget fungerede citadellet som fængsel for de tyske krigsforbrydere blandt andet galningen, Rudolf Hess. Fængslet lukkede efter hans død i 1987 og åbnede for offentligheden i 1989. Citadellet reklamerer med, at det er mere end et fæstningsværk. Så i stedet for at fremstå skarpt som netop et citadel, er stedet et mærkværdigt sammensurium af forskellige små muséer, foreninger og ufærdige bygninger. Men at gå på dens volde og tage den lange trætrappe op i udsigtstårnet er de 4,5? værd, som entréen koster.
Smuttur
Hvis du kun er på et kort besøg i Berlin, kan jeg ikke stå inde for en tur til Altstadt Spandaum som et must see. Idet den i bund og grund ligner mange andre tyske købstæder. Men har du i forvejen planlagt en tur til det imposante og stadigt frygtindgydende Olympiske Stadium, er Altstadt Spandau kun få stop med S-Bahn derfra. Har du ikke besøgt Frederik den stores smukke Potsdam, der også ligger i udkanten af Berlin, kan jeg langt mere anbefale det.