Ane Trolle på Studenterhuset

Efter at været blevet fyldt op med gode oplevelser til Northern Winter Beat, hvor man hele tiden var på vej fra den ene koncert til den anden, og med et program, som kildrede i lommen, når det blev for kedeligt. Var det torsdag aften igen hverdag, hvis man kan kalde det at gå til koncerter hverdag. Men nu hed det igen én koncert med én kunstner.

Måske ville Anne Trolle være det rette valg til at kurere mig for den rastløshed, der hører en festival til. For når man betragter hendes kunstneriske virke, bærer det også præg af rastløshed. Hun har kun udgivet én plade med henholdsvis Jaconfetti, Balstyrko, Trolle/Siebenhaar. Og nu en solo debut ?Honest Wall?. Alle udgivelserne har modtaget fine anmeldelser, så det var lovende.

Studenterhusets sal var bestemt ikke proppet. Forhænget, der kan dele salen, var trukket for, og der var ikke enighed blandt publikum, om det var en sidde- eller stå koncert. Ane Trolle kom smilende og sød ind på scenen. Sidste gang jeg så hende live var med Jaconfetti, hvor hun var iført farvestrålende og tætsiddende kostume. Denne aften var det noget mere afdæmpet. Lang grå tunika med store sorte akvarelpletter på og jeans. Legebarnet fornægtede sig dog ikke, med lange guldfarvede stofbånd omkring hvert håndled.

Hvor Jaconfetti var legende og sjovt, er man gennem hele koncerten i tvivl om det er for sjov eller alvor. Ane Trolles stemme er fantastisk, den bliver kaldt unik, usleben og markant. Hvorfor ikke bare kalde den, hvad den er – sexet! Til den lidt under en time lange koncert, bliver der desværre kun spillet numre fra hendes debutalbum. Bandet gør numrene mere ensartede end på pladen, sikkert fordi at de ikke har brugt lang tid nok i øvelokalet. De er i hvert fald ikke helt i synk, hvilket hun selv kommenterede ved at nogle numre blev spillet i en version, hun ikke havde prøvet før. Og selv om Ane Trolle er virkelig sød og siger ?Tusind tak? efter næsten hvert eneste nummer, fjerner det også lidt af koncertmagien.

Først da det tredje sidste nummer ?Two Faced? spilles, træder Ane Trolle for alvor i karakter som musiker. Nummeret er mere larmende og højtragende, men alligevel står hendes stemme pludselig langt klarere. Det skyldes, at bandet presser hende, og hun må kæmpe sig ud, give stemmen kraft som en anden Janis Joplin, der er noget på spil! Nummeret var hele koncerten værd.

Ane Trolle er en spændende kunstner, men koncerten viste, at hun har brug for modspil. Enten som tidligere, i samarbejde med andre kunstnere, eller med et mere potent band, der kan presse hende. Ellers bliver det for kedeligt.

Værd at vide

Hjemmeside: anetrolle.com