Anmeldelse af fredagens koncerter på Heartland

[Mark Kuusela (ham der var med i podcast no. 4) blev sendt i parken for at anmelde fire koncerter (alle fredag) på årets Heartland. Der er desværre ikke så mange billeder til dette indlæg, men du kan finde så rigeligt på Instagram under hashtagget #heartland16. God læselyst.

Sun Kil Moon

Scenen blev sat til dagens første hovednavn, da Mark Kozelek kom traskende ind på scenen. Noget af det første man lagde mærke til, var den virkelig dårlig lyd (overstyring i højttalerne). Frygtede det ikke ville blive rettet til The Flaming Lips på samme scene.

Det var tydeligt at høre forsangerens skrøbelighed og vrede, og der gik ikke længe før, han skældte ud på fotograferne og trak det tilbage i en drillende tone. Dog på en måde så man blev i tvivl om, han rent faktisk var gal på dem. Overstyringen i højttalerne blev akkompagneret af hans snerrende rå vokal. Der blev råbt så højt i mikrofonen, at det lød som om, han råbte ind i en megafon. Dette var ikke nødvendigvis dårligt, men ret underholdende, selv om der var langt til hans indadvendte og følsomme levering, man kan høre på hans pladeproduktion. Hans kropssprog fik ham til at fremstå som var han blind, og det virkede også som om at publikum ikke eksisterede i hans verden. Koncerten blev hele vejen kørt i samme rille, og det var svært at skelne det ene nummer fra det andet, hvis ikke man kendte dem i forvejen. Et plus var, at man kunne mærke mennesket bag stemmen og sangene. Men det opvejede ikke den dårlige lyd, den manglende kontakt med publikum og den ensformige performance, der virkede mere som selvterapi for forsangeren, end noget man kan tage seriøst som en decideret koncert. 2/5 stjerner.

Mikael Simpson

Mikael Simpson fjollede sig oplagt igennem starten på den smukke sommeraften i Egeskov. Han viste, at han ikke var bange for at tage chancer, bl.a. da han jammede et nummer før det gik over i en festversion af ‘Før du falder i søvn’ der fik publikum til medrivende at stå og svinge med. Et sjovt indslag var, da han ikke kunne lade være med lige at lægge et par linjers rap fra nummeret P.I.G.E (Malk de koijn). Ikke fordi det passede ind, men bare fordi han kunne. Første gang meget sjovt, men anden gang blev det unødvendigt og lidt overgearet (som min mor ville have sagt det). Det passede dog meget godt til Mikael Simpson feststemning, som han leverede som den eneste i bandet (med en Henrik Vibskov på trommer der medlevende forsøgte at følge med Mikael Simpson). Mikael Simpsons fjollerier blev i passager afbrudt af hans hyldest til den nu afdøde Henrik Hall (Love Shop), og der var således masser af tribute til Hall i form af mundharmonika m. distortion, der genskabte Halls karakteristiske lyd og passede godt ind i Simpsons musikalske sammenhæng. Det fik mig til at tænke på, at man lige så godt kan have en fest, når man mindes dem man har mistet; som en reference til den glæde, man har forbundet dem med, da de var i live. Vi fik en lækker dancehall version af ‘Jeg sidder fast’, og nummeret ‘Medicin’ er også værd at fremhæve.

Før nummeret fik Mikael Simpson øje på en person blandt publikum og henvendte sig direkte til ham: “Der har vi jo Thomas Treo. Hej, Thomas Treo, jeg glæder mig.” Jeg stod tilfældigvis lige ved siden af Treo (omdiskuteret og legendarisk? Ekstra Bladet musikanmelder) og gnubbede skuldre med ham. Thomas skar sin hals over med pegefingeren. Enten et tegn på at han ydmygt ikke ville tiltales, eller måske et løfte om sønderlemmende kritik? Et andet nummer med en god intro til var ‘Slaar skaar’. Her fik vi at vide at Keyboardspillerens kæreste havde slået op med ham. De lavede et helt album på smerten. Minsandten om hun ikke kom tilbage til ham på baggrund af det… Og så var bunden ligesom lagt til den glade stemning, og han fik tydeligvis publikum med. Generelt set manglede der dog lige det sidste ift. kontakten med publikum. Mikael Simpson var mere fokuseret på at fjolle og fyre jokes af end en egentlig nærværende performance. Når det så er sagt, nød jeg at se en mand, der ikke bare lod som om han havde en fest, men virkelig nød at spille og fjolle rundt. Den lækre tunge dansable dub og den legende tilgang til hans solide materiale opvejede til dels manglerne. Mikael Simpson kunne meddele, at han kommer med et nyt album 1. februar. Det bliver spændende at se, om det fører ham nye steder hen. 3/5 stjerner

Love Shop

Love Shop gik på efter Mikael Simpson og blev introduceret som “verdens bedste band”. Dette skyndte Jens Unmack (forsanger) at rette med ordene: “Vi er ikke verdens bedste band. Men vi er Danmarks bedste band. Thomas Treo (EB anmelder) din lille lort kan du fatte det?” Og så gik bandet ellers i gang med at sætte stemningen med gode numre fra bagkataloget som ‘En nat blir det sommer’ ‘Skandinavisk lyst’ og ‘Love Goes on forever’. Der blev lagt op til masser af kærlighed i form af disse numre men desværre blev det leverer i en lidt for styret og kontrolleret form. Det gav oplevelse af en rutinepræget performance hvor der ikke blev taget nogen chancer. Det var professionelt men ikke legende. Varen blev leveret men ikke mere end det. Det kunne inter solo-guitarlir desværre rette op på, selv om der blev forsøgt ihærdigt og for en lille stund skabt et evighedsøjeblik. Loveshops lydbillede dannede en behagelig understregning af sommerstemningen på Egeskov og den smukke aften. Dog manglede der som sagt en mere fri og improviseret tilgang til materialet 3/5 stjerner

The Flaming Lips

Det skortede som ventet ikke med: balloner, konfetti, oppustede monstre med mennesker i, en oppustelig regnbue (“it works every time”), flere balloner og mere konfetti. Som var vi vidne til en overspændt dreng der lige havde fået et nyt børneværelse. Forsangeren Wayne Coyne i sin gennemsigtige bold, og på skuldrene af chewbacca med en kappe af lys på sig. En scene, hvor der fra loftet hang umådelige mængder lysende guirlander, der gik i dialog med skærmshowet i baggrunden. Det var tydeligt at Wayne Coyne var glad for den lille fynske festival med lovprisninger som: “What a Fairy tale place you’ve got here. This is a Bad Ass festival, I hope it will last forever. And I got to meet Brian Eno!” Festivaldeltagerne tog også imod bandet med åbne arme og lod sig henrive til de mange fantastiske numre der blev spillet, endda flere helt tilbage fra albummet ‘Soft Bullettin’, hvilket var endnu en gave til det forventningsfyldte publikum. Vi kunne således få lov at rocke med til ‘a spoonful weighs a ton’ og ‘the Gash’. En meget levende udgave af ‘Waiting for Superman’. Og så det fortryllede øjeblik, hvor The Flaming Lips leverede et David Bowie cover af ‘Space Oddity’, med Wayne Coyne rullende over publikum i hans legendariske plasticbold og festivalens vagter nervøst haltende med på sidelinjen. Man tilgav helt bandet at deres cover ikke tilføjede noget nyt eller originalt til nummeret, men nærmere var en 1-1 version. Det kunne næsten ikke blive større eller bedre, da vi fik lov at slutte af i fællessang til ‘Do you realize?’

Et nummer der igen fik understreget den store menneske-nærlighed Wayne Coyne besidder. Det var altså en aften fyldt med masser af leg og kærlighed til mennesker og musik. Stemningen af leg og umiddelbar kærlighed henførte os bl.a. til oplevelsen af aktiviteterne i en femårigs børneværelse der stadig tror på, at han er bekæmper af onde kræfter (deriblandt robotter). Her passede nummeret  ‘Yoshimi battles the pink robots’ perfekt ind, og det kunne mærkes helt ind i kroppen, hvordan publikum så sig selv som en del af den leg Wayne Coyne hele tiden inviterede til. Vi nød også at høre og opleve nummeret ‘Race for the price’ (med Wayne Coyne på Gong Gong der lyste, når han slog på den – som var han legetøjsopfinder der skulle prøve sin nyeste ide af). Hvis jeg skulle nævne nogle få mangler, og det gør jeg kun modvilligt, ville det være at Wayne Coynes stemme ikke fik lov at brage helt igennem, og det var synd, da publikum var mere end tændte på fællessang. De mange gimmicks og rekvisitter er sjove og kan ikke undværes som understregning af det åbne og legende univers The Flaming Lips skaber i deres musik. Men det gør også, at der er mange små afbrydelser undervejs som sætter små propper i koncertens flow. Et savn kunne også være at musikerne i bandet tilsyneladende ikke var fokuseret på at lege med, men leverede mere et dybt koncentreret og lidt indadvendt håndværk på deres instrumenter. Wayne Coyne havde dog den mytiske karisma, man forventer af så stort et band, og hans levering kom fra hjertet hele aftenen igennem. Det var en fantastisk afslutning på aftenen der løftede publikums stemning i en sjældent set grad. 4/5 stjerner