Artbeatprisen 2019

I går var jeg inviteret til Artbeatprisen 2019, der foregik i teateret Sort/Hvid i Kødbyen. Det er et forholdsvist nyt sted. Heldigvis har det beholdt den råhed, som bygningen oprindeligt var skabt til at håndtere. Artbeatprisen blev indstiftet af Have Kommunikation i 2013, og den første vinder af hovedprisen var Platform4.

Jeg er blevet inviteret flere gange, men i går var første gang det lykkedes. Jeg var ovenikøbet så heldig at få en plads på forreste række, da en af de nominerede til hovedprisen, Thomas Dambo, var ude og rejse. Hans trolde og skraldeværker er for vilde. Får mig til at tænke på dokumentarfilmen ‘Waste Land’. Jeg har fået lov til at besøge hans værksted om ikke så længe. 🙂

Her er alle vinderne af Artbeatprisen 2019:

Talentprisen

Talentprisen gives til en person, en organisation eller et projekt, som inden for det seneste år har udvist et særligt stort talent inden for kulturformidling og, følge heraf, er på vej til at indtage en markant position i det danske kulturliv.

Begrundelsen, for at Hej Søster vandt, var:

“Det er en kendt sag, at kvinder diskrimineres i den danske musikbranche. Det ses både på festivalprogrammerne, ved prisuddelingerne og på oversigterne over, hvem der spilles mest i radioen. Denne problematik har sangerinden Fallulah taget hånd om, og hun kalder sin bevægelse for Hej Søster. Med bevægelsen demonstrerer Fallulah således på elegant vis, hvordan de nye medieplatforme kan bruges til at udfordre de gamle samfundsstrukturer.”

Den ekstraordinære pris

Begrundelsen, for at Aarhus Universitetsfolag vandt, var:

“Prisen gives for en modig og nytænkende tilgang til formidling af danmarkshistorie, på tværs af traditionelle og nye medier, til garvede læsere og yngre brugere og med en originalitet i tilgangen, der skaber nye perspektiver i stoffet.”

Modtagerne var Aarhus Universitetsfolag med ‘100 Danmarkshistorier’.

Særprisen

Særprisen gives til en person, en organisation eller et projekt, som inden for det seneste år har været et forbilledligt eksempel på, hvordan en uforudsigelig og original tilgang kan skabe rammerne for morgendagens kulturformidling.

Begrundelsen, for at Lys over Lolland vandt, var:

“Med Lys over Lolland er der over de forgangne to årtier blevet skabt en fantastisk kulturbegivenhed – mod alle odds. Kunst- og kulturfestivalen leverer oplevelser af højeste kvalitet, og det foregår på en vifte af spændende og innovative måder, der ikke er set før.  Lyset, der tændes over Lolland, er således en metafor, som fungerer på mange niveauer.”

Hovedprisen

Hovedprisen gives til den person, den organisation eller det projekt, som inden for det seneste år har været absolut bedst til at vise retningen og sætte en ny standard inden for kulturformidling. Begrundelsen, for at Bloom vandt, var: “Det er ikke nemt at finde på nye festivalkoncepter i et land, der allerede flyder over med snart sagt enhver slags festival. Det lykkedes imidlertid på forbilledlig vis med Bloom, der med udgangspunkt i natur og videnskab har skabt en helt unik festival. Det erklærede mål er at skabe et modtræk til det postfaktuelle samfund, fake news og amatørisme. Dette opnår Bloom ved at præsentere publikum for forskere og andre krøllede hjerner, som formår at gøre komplekse problemstillinger letforståelige og inspirerende for menigmand.”

Alle de nominerede, herunder Thomas Dambo, var værdige til at modtage prisen. Men jeg heppede på at prisen gik til Bloom. 🙂  Jeg har besøgt festivalen, i de to år den har eksisteret, og glæder mig til at besøge den igen til sommer.

Mellem priserne

Prisuddelingen tog – pta. en række tekniske fejl, der fik aftenens vært, skuespiller Adam Ild Rohweder, til at bryde ud i sang – kun lidt over en time. Adam var forrygende. Som Christian Have sagde, må juryen til næste år lave en særlig pris til Adam.

Mellem priserne optrådte bla. sangerinden Selma Judith med hendes ikoniske harpe. Hun fortalte mig inden showet, at hun har planer om et debutalbum til oktober. Selma Judith er stort talent med en fantastisk smuk stemme. Efterfølgende har jeg lyttet til hende på Spotify, og må sige, at lige så fint hun spillede på harpen, lige så eksplicitte er hendes kønslivs-tekster.

Før uddelingen af hovedprisen kom Kaspar Colling Nielsen på scenen og svingede, med hans mørke stemme og formfuldendte tekster, svøben over alt fra Europa til kulturpolitiken. Godnat og sov godt! Adam Ild Rohweder (ham til højre iført kjole) skar heldigvis huller i den dystre stemning ved, til alles morskab, at lave lidt Ghita (Nørby) på ham. Tillykke til alle vinderne. Tak til Have Kommunikation og Sort/Hvid for arrangement og Spar Nord Fonden for pengepremierne. Det er med til at holde liv i kulturen. Jeg er klar igen til næste år. 🙂

Se mere om artbeat på artbeatprisen.dk