At lære at dø

Jeg var taget til Mungo Park i Allerød, for første gang, for at se en uhyre relevant forestilling om et emne der berører os alle, uanset om vi lukker øjnene for det eller ej. Det krævede nogle minutters vandring fra S-togsstationen, bagom indkøbsgaden rundt om Kvickly, før jeg fandt dertil for første gang. En behagelig foyer med en usnobbet indretning i form af lange borde og bænke, hvilket mindede mig om Teater Nordkraft.

At lære at dø

Det samme gjaldt salen, hvor vi satte os tilrette i de bløde sæder. Det virkede til at alle, ca. 200, havde pladser med et godt udsyn. Mens vi ventede på stykket ‘At lære at dø’ skulle starte, kunne vi se et tæppe på gulvet bestående af, hvad der lignede træspåner og en flere meter bred bagbeklædning i ubehandlet træ, brændt forneden. Stykket gik i gang ved, at der blev projekteret film på bagbeklædningen, som viste børn fortælle om deres syn på og bekymring om noget, de slet ikke burde være udsat for, nemlig klimaforandringer. Straks derefter kom Sara Fanta Traore ind på scenen, og vi forstod hurtigt at vi, publikum, var folkeskoleklassen som hendes karakter Elin talte til. 

Klimatilpasning

Der var nemlig klimauge i skolen, og folkeskolelæreren skulle fortælle om deres forældres (dvs. min og de fleste i salens) behandling af jorden, der gør at vi alle befinder os midt i en klimaapokalypse. Samtidig forsøgte hun at give håb ved at sige, at enhver gerning kan gøre en forskel, som den fælles skraldeindsamling. Det er ikke et under, at hun spillede et ildebefindende og måtte forlade os børn i salen.Uden skyggen af angst kom klimaoptimisten, Andreas spillet af Sebastian Aagaard-Williams, derefter alene ind på scenen. Han var vendt tilbage til sin barndomsby og mor for at finde mening i hans nye job i kommunens Miljøforvaltningen, hvor han skulle tilse byggeriet af en ny stor industrihavn. Det krævede dog lige, at byens sidste stykke skov blev fældet. 

Rolleskift 

Og så skiftedes der mellem de to skuespillere på scenen – for der var ikke flere. Det betød også, at der var hurtige løb ind på og ud af scenen, kun afbrudt af film på bagbeklædningen. Jeg bliver altid imponeret over skuespillere der påtager sig de fysisk krævende roller for at spille flere karakterer. Ovenikøbet her med flere lange monologer.

Rolleskiftene fungerede rigtig fint. Jeg blev dog udfordret af Sara Fanta Traore, der spillede mor til Andreas. Hendes gengivelse af en stærk og syg mor føltes lettere karikeret, og jeg havde svært ved at leve mig ind i hendes ungdomskamp. Rikke Westi stod på plakaten, så hvis det er afløsning på kort varsel tager jeg min kritik tilbage. 

Historien rimer

Viktor Tjerneld har lavet et fremragende stykke. Jeg har ofte tænkt på, hvad der bliver det næste i klimakampen. Desperationen og vreden minder på mange måder om det der skete i 70erne, og jeg tror, at flere er klar til at kaste den første kogle bare for at lade den svæve i luften og mærke, at den gør et eller andet, hvor den lander. 

Det var rigeligt at tale om de 30 minutter, det tog at komme hjem til København. Samtidig undrede det mig, at der ikke findes flere stykker om samme livsvigtige tema i vores Hovedstad, eller måske er jeg bare er teaterblind?

Værd at vide

At lære at dø 28. marts – 12. maj