Berlinalen er turen værd
Det var så årets Berlinale. Min første, men forhåbentlig ikke sidste. For selvom jeg var så heldig at bo i Berlin, mens filmfestivalen fandt sted, kan jeg finde på at tage herned igen alene for Berlinalens skyld.
Berlinalen viser selvfølgelig en masse film, lang tid før de (om overhovedet) kommer til Danmark. Men det er også en meget publikumsvenlig festival, når man først har forstået, hvordan det med billetterne fungerer.
Det er muligt at komme ind til de film, som filmstjerner kommer for at vise sig frem til, gå af den samme røde løber og få en plads få stolerækker fra dem. Personalet er venligt, og så er der stor respekt for filmene. Knitrer du med slikposen kigger din sidemand fornærmet mod dig. Men smugl gerne en øl med i tasken, det løftes der ikke et øjenbryn over.
Fassbinder Liebe ohne zu fordern
Fire film i fire meget forskellige biografer blev det til. Ikke mange, men jeg sidder tilbage med en dejlig mæthedsfølelse, som efter en sublim middag.
Første film var Christian Braad Thomsens ?Fassbinder Liebe ohne zu fordern?. Tænkte det var oplagt at se en dansk instruktørs film om en Rainer W. Fassbinder, som intro til Berlin Alexanderplatz tv-serien, der ubeset ligger og lurer på videohylden. Og så var det i biografen ?Kino International?, som i sig selv er et besøg værd.
Kino International, der ligger på Karl-Marx-Allee, er DDR modernisme i højeste potens! Stiligt som Arne Jacobsens bygninger med lækre detaljer, men føles alligevel umenneskeligt. På den måde, at det er svært helt at føle sig til rette i bygningen. Rummene virker for store, for høje til at de besøgende kan fylde dem ud. Hvilket sikkert også har været meningen, med kommunismens tanke på den højere sag. Overfor, på den anden side af vejen, ligger for øvrigt en anden bygning af den samme arkitekt ?Cafe Moskau? med en sputnik raket som dekoration på taget.
Selve filmen var særdeles interessant. Filmen var mestendels bygget op over instruktørens egne, og ikke før viste, filminterviews. Det var således et intenst blik, der blev rettet mod Fassbinder. Man mærkede tydeligt at Christian Braad Thomsen havde været ven med, og stadig var fascineret af, denne filmkunstner. Og vi som tilskuere forstod, hvorfor Fassbinder er en væsentlig instruktør, der fortjener en plads i filmhistorien. Filmen får efter planen premiere i Danmark til sommer.
Pod electricheskimi oblakami
Den russiske film ?Pod electricheskimi oblakami? var med i årets hovedkonkurrence og som tidligere berejst i Rusland, har jeg (næsten) altid lyst til at se nye film derfra. Filmen blev vist i imponerende store Friedrichstadt-Palast. Første visning havde været dagen inden Berlinale Palast, så der var ingen introduktion eller efterfølgende spørgsmål.
Det er næppe en film, der får premiere i Danmark, dertil har den nok for lille et publikum. Filmen er hvad man ofte vil kalde en kunstfilm. Inddelt i syv kapitler, der med tableauer og lange stemningsscener, skal fortælle om den ånd, der råder i Rusland. Det var en temmelig langsommelig affære, mange udvandrede og pressefolkene smækkede nærmest trodsigt med dørene, da de forlod salen.
Jeg syntes dog, at det var glimrende film. Den slags film, der vokser i tankerne efter at man har forladt biografen. Karakterne i filmene, vævede sig ind i hinandens historier på tværs af kapitlerne, og spillede skiftevis hoved- og biroller i handlingen. Kapitlerne kunne tolkes som facetter af/vinkler på Rusland med spørgsmål som: Fortidens indflydelse på nutiden? Landets forhold til omverdenen? Troen på fremtiden eller hedonistisk eskapisme?
Broken Arrow
Med rigeligt kunstfilm i blodet havde jeg netop brug for letbenet eskapisme. Så jeg tog til Berlinalens hjerte ?Potsdamer Platz?, for at finde det mest kalorielette festivalen kunne tilbyde denne aften. Det blev Technicolor-filmen: ?Broken Arrow? fra 1950 med James Stewart. En film om en cowboys møde med Apache-indianerne. Tænkte på forhånd at det var sikkert en af de film, der stigmatiserende fremstiller indianerne som vilde dyr. Det var heldigvis ikke tilfældet, og mens de fantastiske farver glødede på lærredet, blev jeg helt varm i indeni af filmens nok banale, men humanistiske tilgang til emnet.
Elser
Tre gode filmoplevelser, men jeg manglede den helt store, grandiose oplevelse, der kun kan opleves på en festival. Torsdag den 12., en time før visningen, stillede vi os derfor i kø til den tyske film ?Elser? på engelsk ?13 minuts?. Det var verdenspremieren og filmen skule vises i festivalens hovedbiograf ?Berlinale Palast?. Større kunne det næppe blive! Alle i køen frygtede for, at der blev udsolgt, da der kun var få billetter tilbage, så det føltes som en sejr, da det endelig lykkedes.
Det var en hjertesvulmende oplevelse for kun 13 ?, at kunne gå ned af den røde løber, forbi sikkerhedsvagterne og pressefotograferne, der stod klar til at de tyske filmstjerner kom. Vi fik gode pladser, så vi kunne dreje hovederne, uden af de gik af led, da skuespillerne og instruktøren kom ind og satte sig. Der var summen, en stemning af, at det vi skulle overvære, var noget stort.
Selve filmen handlede om et attentat mod Hitler i 1939, der fejlede. Er ellers ikke særlig vild med, at se film om noget der fejler. Filmen ?Operation Valkyrie? med Tom Cruise, om det senere attentat mod Hitler, var hverken god eller forløsende. ?Elser? var dog en virkelig positiv oplevelse. Frem for at fokusere på attentatet, fokuser filmen på mennesket bag attentatet, hans oplevelse af nazisternes magtovertagelse, og hvad der fik ham til at handle. En for mig ukendt historie, men en væsentlig historie. Filmen er desuden flot produceret og med gode skuespillerpræstationer. Stor ros til tyskerne for at holde såret, som anden verdenskrig er, åbent. Kan ikke forestille mig andet, end at det stadig må gøre ondt. Jeg håber for filmen, at den får premiere i Danmark.
Da filmen var færdig kom først instruktøren ind. Rørt over klapsalverne præsenterede han de mange skuespillere, producenter, den tyske kulturminister og musikeren, David Holmes, der står bag soundtracket. Det var som at være til premiere til et teaterstykke.
Det var Berlinalen! Det var stort! En oplevelse, som jeg sent vil glemme.
Læs min begynderguide til Berlinalen.