Bjarke Kirk & Kujonerne – Lever hvor vi bor

Bjarke Kirk havde en plan, der tog sin begyndelse for lidt mere end seks år siden. I onsdags nåede han sit mål, nemlig at udgive sin debut-plade! Jeg mødte Bjarke for første gang sommeren 2012, hvor han blev tildelt Aalborg Teaters Transformatorpris. Det blev efterfølgende også til et interview. Derfor sad jeg, ligesom de andre i den fyldte sal, med spændt forventning om, hvad det hele var blevet til. Stemningen var hyggelig ved de runde borde, hvorpå der var stillet skåle med frugt og chips. Da klokken slog halv, kom Bjarke kom smilende ind på scenen ?Yes, det er godt at se jer? sagde han, med sin umiskendelige dialekt, der ikke er slidt til af brosten. Første nummer, der ikke er på pladen, blev leveret alene af Bjarke Kirk og hans akustiske guitar. En sang om Bjarkes bedstefar og fiskerne ved Lild strand. Der gik lidt for meget dialektservice i den, når han forsøgte at gengive Bedstefarens ord og måde at tale på. Og jeg blev en smule nervøs over om dette nummer var betegnende for resten af koncerten.

Kujonerne

Heldigvis kom Kujonerne ind for at besætte scenen med trommer, bas og guitar tilsat el. Det var et rutineret samspil, og Andreas Westmarks guitarspil fik os løftet op af plovfurerne. Fik os til at se horisonten, med sit letflydende og vibrerende guitarspil. Det er godt for Bjarke Kirk, at han har et band med sig, for hans markante stemme kan godt få en lidt for klynkende lyd, når den står alene. Bjarke Kirk er som performer rigtig god på scenen, hyggelig og jovial. Man tænker ofte på, om historien han fortæller er ment alvorligt eller som en joke, og man griner lidt mere. Der er noget ægte over ham. Dog skal han se at få droppet forklaringerne og fortolkningerne af sangene. Som f.eks. at stå med et plastiklamineret A4 ark, der gengiver et af Van Goghs malerier. Det er ikke dansktime, og sangene tales tomme derved. Som sangskriver må man tro på, at sangene kan leve sit eget liv, ved at betyde noget forskelligt for hver enkelt, der lytter.

Balancen

Bjarke Kirk er hverken Allan Olsen eller Niels Hausgaard, som jeg begge holder af at høre. Bjarke er ung og frisk. Og historierne om bedre tider i gamle dage, har han endnu ikke oplevet eller bør fortælle. Som Peter Sommer, der stadig kan være skarp og spændende, selv om hans verden udgår fra Skanderborg, skal Bjarke Kirk kæmpe for, at hans tekster give mening for andre, end dem der har fødderne plantet i den Nordjyske muld. Det er en balancegang for ikke at miste sig selv i processen. Det lykkes ikke altid, men forløses flot i numrene ‘Lever hvor vi bor’ og ‘Æblet falder ikke langt fra stammen’. Jeg er glad for debutpladen, som også lyder godt på anlægget. Det indeholder dog ikke noget direkte hit, der kan få en masse spilletid i radioen. Jeg tvivler på, at pladen alene er nok til, at det danske folk får øjnene op for Bjarke Kirks talent. Det kommer til at kræve en mængde koncerter i det danske land. Men for at referere til teksten i ‘Æblet falder ikke langt fra stammen’ vil jeg sige, at: ?Jeg er sikker på, at Bjarke Kirk har det der skal til?.