Blue Foundation på Vega

Nogle anmeldelser skriver nærmest sig selv. Tankerne flyder roligt til tasterne. Og så er der anmeldelser som denne; markøren sætter sig fast, blinker, inden jeg trykker irriteret på ?. Sletter og prøver forfra! Jeg ved godt, hvorfor det er svært at skrive denne anmeldelse. Det skyldes som altid, at jeg er i tvivl om, hvad præmissen er? Eller rettere, hvor barren skal sættes?

Historiens vilkår

Blue Foundation har eksisteret længe. Overlevet triphop legenderne, som flere med rette hævdede at Blue Foundation lå i slipstrømmen af. Aftenens koncert på Lille Vega, har jeg oplevet bedre i Store Vega, og jeg kommer aldrig til at lytte til deres nyeste album, ?Blood Moon?, i samme grad som ?Sweep of Days?. Så i stedet for at sigte mod en større, altdækkende gennemgang (og falde igennem), vil jeg kigge lidt på to væsentlige faktorer i Blue Foundation regi: samarbejder og spilleglæde.

Samarbejder

Blue Foundation har siden 2008 bestået af Tobias Wilner og Bo Rande, men har været kendt for deres samarbejder med forskellige kunstnere over længere eller kortere perioder. Det gælder også deres nyeste album ?Blood Moon?.

På ?Blood Moon? er der besøg fra Erika Spring (Au Revoir Simone), Jonas Bjerre (Mew), Sonya Kitchell, Sara Savery Aka. Drop the Gun og Findlay Brown. Der er noget døsigt over albummet, og det løfter sig sjældent over brostene og neon-spejlingerne i byens vandpytter. Ikke at det i sig selv gør noget. ‘Blood Moon’ har en velproduceret og helstøbt lyd, men er på min afspiller plukket fra hinanden. De fleste ?feats? numre lykkes, mellemstykker kunne godt være skåret fra. Det, der gør, at jeg vil huske albummet er det smukt svævende nummer ?Watch you Sleeping?. Mark Kozelek (Sun Kill Moon) virker her så harmonisk, som jeg aldrig har hørt det før. I sig selv et lille mirakel.

Spilleglæde

I forbindelse med lanceringen af ‘Blood Moon’ spillede Blue Foundation en solokoncert. Lille Vegas sal er næsten proppet med publikum denne fredag aften, flere helt sikkert også med forventningen om at genopleve noget af fortiden. På scenen er der stillet et langbord op med plads til Tobias Wilner og Bo Rande; et trommesæt til venstre og Sonya Kitchell til højre på vokal og guitar.

Bo Rande fortæller flere gange, hvor utrolig glad han er for, at vi alle er kommet og smiler hele tiden som en sol. Så selv om koncerten er præget af en høj bas, der rumler skånselsløst over vokalen, er spilleglæden til stede gennem hele koncerten. Største øjeblik er nok, da Jonas Bjerre (Mew) træder ind på scenen til et par numre. Men vi løftes ikke op af eller fra musikkens rummel, og publikums forventningsrus, der prægede de første numre, forvandles til en mere mat lydhørhed.  Til sidst kommer vi lidt op på tæerne, da vi får en techno tur, der kunne blive til en fest. Men den bliver ikke til mere end lidt hidsige nik i takt til rytmerne. Musikken slukkes, der takkes af og ingen ekstra numre.

To faktorer og mere til

Samarbejder og spilleglæde er noget af det, som Blue Foundation mestrer og holder ved lige. Spørgsmålet er, om der ikke snart skal noget mere til? Indtil da nyder jeg en kende apatisk de musikalske pletskud.