Camønoen. Jeg foretrækker at gå i stykker

Covid-19s vedholdenhed har døset mig hen og ned i sofaen. Som Mark Renton i Trainspotting, der, da han får en overdosis, suges ned i gulvtæppet for at se verden passere forbi. Forskellen er bare, at med døsen følger ikke en rus, og alt omkring mig står stille. Tilmed sker faldet så langsomt, at jeg ikke mærker dyndet før, at mørket omkring mig blokerer synsfeltet for det lidt, som faktisk sker. Nej, jeg må ud og mærke mig selv, få hverdagen på afstand. Med andre ord, holde ferie.

Jeg har altid holdt af at gå, eller nærmere trave afsted i rask fart. I sommers blev det en tur på Gendarmstien; fra Flensborg til Sønderborg med overnatning på Hotel og Airbnb. Det var ikke muligt denne gang, og jeg havde brug for at mærke den – næsten – ultimative frihed. At kunne slå lejr med telt og bål, hvor det passede mig. Camønoen, der med ankomst til Stege, tager to timer med offentlig transport fra København var, med dens +170 km. et oplagt valg.

Nyord

Første overnatning blev på Nyord, som er omkring 16 km. gang fra Stege, hvorfra jeg valgte at begynde. Med tågen, der tæt omsluttede Møn, og ganske få mennesker på min vej, var det ikke følelsen af at bevæge sig i en drøm som forsvandt, tværtimod. En nattemperatur, der alle seks dage svingede mellem +3 og -3 grader fristede kun en anden vandringsmand, som jeg mødte på min vej.

Hvad vil du helst? Være alene i det grå og kolde vejr eller selskabelig i solskin? I en tid som denne foretrækker jeg førstnævnte, ikke blot af sikkerhedsmæssige grunde, men jeg var jo nødt til at mærke mig selv. Derved styrede jeg også selv, hvorfra og hvortil på en dag. Den første dag skulle trinnene findes, på andendagen skulle jeg gå, til jeg gik i stykker.