Carnival i Wallmans
Så gik der endnu et år. Sidste år var første gang, at jeg besøgte Wallmans. Sjovt nok har oplevelsen, trods mine forbehold, vokset på mig. Så da jeg modtog invitationen til årets forestilling, svarede jeg ja, med det samme. Derudover virkede titlen ‘Carnival’ også lokkende. Wallmans er mere show, glimmer og dans, end det er urbant.
Showstart
Indenfor blev vi mødt af tre mandlige swing singers ala hedengangne Four Jacks. En hyggepianist skabte stemning, og så var der Peggy Sued. Med hendes lyserød paryk mindede hun om Frenchy fra Grease – bare ældre og med en mere skinger stemme. Peggy farede rundt i et så opskruet tempo, at jeg i stedet for at blive forført fik fornemmelsen af, at hun dækkede over en stor tristesse. Men er det ikke sådan showbiz er? Smil du er på! Hun var med hele vejen gennem showet. Like it or not.
Da vi havde sat os til rette i salen, bragede showet derudaf med hittet fra musicalen ‘The Greatest Showman’ med Hugh Jackman. Fantastisk start, der omfavnede alt hvad Wallmans er formet af, og den bygning vi befandt os i, Cirkusbygning. Filmen er for øvrigt en fri fortolkning af cirkus mogulen P. T. Barnums liv. Du kan se en glimrende dokumentar om ham og det amerikanske cirkus historie på Netflix: American Experience: The Circus.
Lysglimt
Maden, servicen og stemningen var næsten lige så god som sidste år. Noget ufokuseret tjener, desværre. Wallmans er et maskineri, der fungerer så professionelt, at selv det at en kniv glemmes og brød mangler til tapas føles som en lille skuffelse.
Sidst gav jeg oplevelsen fire stjerner. Jeg vil så gerne give fem stjerner. Artisterne gav den, hvad de kan. De mange coverversioner blev glimrende fremført. Alene den fysiske præstation – hvordan de løber og danser rundt i salen – er imponerende. I år blev der også lavet akrobatik på høje stænger, der lignede lygtepæle, med loftet oplyst som en stjernehimmel. Det var en næsten poetisk oplevelse.
Carnival
Grunden til at jeg igen lander på fire hjerter er, at showet igen stikker i alle mulige retninger. Det gælder både visuelt, tematisk og musikalsk. Alle showets enkeldele kan med små tilrettelser formes, så der kommer en rød tråd igennem aftenen. I stedet bliver det en sammenrodet affære, der spænder ben for helhedsoplevelsen. Det er nok bare mig, der vifter med næsen, men jeg er sikker på, at Wallmans kan formå det. Så hvorfor ikke? Uanset hvad, kommer jeg igen næste år.