Casa da Música
Portos koncerthus, Casa da Música, er udefra en underlig størrelse. Som det ligger der midt på pladsen, mindede den mig om den store rustne Sandcrawler fra Star Wars.
Iflg. vores venner, der bor i byen, var heller ikke alle indbyggere – da Casa da Música blev indviet i 2001 (hvor Porto var Europæiskkulturhovedstad) – lige begejstrede. Men man kan jo vænne sig til meget, selv vores Operahus.
Ind i musikken
Det er alt for sjældent, at jeg tager til klassiske koncerter, men det er en skøn ting at opleve i udlandet, ikke mindst når prisen kun er 20 ?. Koncerten var alt hvad den skulle være med et glimrende orkester, der fremførte stykker af Wolfgang Amadeus Mozart og Jean Sibelius.
Førsteviolistenten viste hvad han og salens akustik formåede, da han efter den ordinære koncert, som en ægte rockstar, lavede et par vidunderlige soloer. Begge dele nåede helt op til os på de bagerste rækker. Apropos pris, så var det den samme alle steder i salen – vi bestilte bare lidt for sent.
Tænkt på detaljen
Det er nok et spørgsmål om smag, om man vil kalde koncerthuset smukt, men det er let at se, hvordan den hollandske arkitekt Rem Koolhaas har tænkt på alle detaljer. Casa da Música er meget gennemført med det matterede glas, betonen og det grågrønne interiør. Især var jeg vild med hvordan at dagslyset kommer ind for- og bagfra i koncertsalen.
Det er muligt at tage elevatoren op og nyde udsigten ud over byen. Drej til højre inden du går ind i restauranten.
At lande i rum og lyd
Vi besøgte koncerthuset den anden og midterste dag i Porto, og det var den perfekte måde ?helt at lande på?. Har du lyst til at opleve andet end god mad og (port)vin – og slappe af samtidig – er Casa da Música og Portos symfoniorkester en storby værdig.
Hold øje med programmet. Huset byder også på mange ikke-klassiske koncerter. Bl.a. spillede The Jesus and Mary Chain weekenden før.