Chilly Gonzales. En entertainer i verdensklasse
Selvom jeg er kulturblogger kan være svært at følge med i, hvad der sker i kulturen. Så er det sagt! Og hvorfor det? Jo, fordi at Chilly Gonzales – som jeg var så heldig at blive inviteret til koncert med – burde være en kunstner jeg for længst havde dyrket bekendtskab med. Og ja, dyrket for hans musikalske univers er som en have fyldt med vildtvoksende roser, mælkebøtter, tulipaner, lidt tidsler og en grøn plet, hvor du kan lægge dig, lukke øjnene og høre musikkens eventyrlige summen.
Længe siden, Chilly Gonzales
Mit manglende kendskab skyldes sikkert, at det var 18 år siden at den canadiske kunstner sidst besøgte Danmark, og det på Roskilde. Heldigvis kunne han næsten fylde DRs koncertsal ud med publikum i alle aldre. Spørgsmålet var, om det var det rigtige sted? På Chilly Gonzales´ Instagramkonto, kunne jeg se, at han et par dage før havde spillet for 6.000 mennesker i Hamborg til, hvad der lignede en rockkoncert. Det er ikke det, jeg umiddelbart forbinder med en kunstner, der udgiver plader på det prestigefyldte pladeselskab, dedikeret den klassiske musik, Deutsche Grammophon.
Silke kåbe, tøfler og pomade
Men nu var det nu, i DRs koncertsal, der nok skal være folkelig, men emmer af højtidelighed. Efter at lyset blev slukket, tændt og så igen slukket, kom Chilly Gonzales ind med et smil der emmede af en vis form for selvtilstrækkelighed. Lignede lidt en kraftig Nikolaj Nørlund. I stedet for jakkesæt var han iført silke kåbe ud over skjorten, tøfler og violette sokker. Nakkelangt hår, tilbagestrøget og med masser af pomade. Klædt som i en anden tid der mindede mig om spillefilm fra 30erne.
Chilly Gonzales satte sig ved det store Steinway & Sons flygel, og gik, mens spotlightet skar gennem mørket, i gang med at skabe de underskønne toner. Jeg er ikke den store kender af den klassiske musik, men hans første toner fik mig til at tænke på Erik Satie. Han var min første åbenbaring inden for genren, da jeg søgte efter nyt efter at være gået død i indie, dengang for længe siden.
Med åbne øjne
Kort efter bankede en anden musikalsk erindring på. Det vidunderlige mesterværk, som jeg har forlangt bliver spillet den dag jeg går bort, ‘Rhapsody in Blue’ af 1924 George Gershwin. Det er så huden sitrer, blot jeg tænker på stykket der blander klassisk musik med jazz. Chilly Gonzales klaverspil gav mig lyst til lukke øjnene, læne mig tilbage i sædet og så bare summe af vellyst de næste par timer. Men Chilly Gonzales ville give mig mere. Jeg var så heldig at sidde tæt på scenen, og hurtigt blev mine øjne draget mod hans hænder. Der er naturligvis mange måder at spille klaver på. Efter at have set Kamaal Williams repetitivt banke fingrene ned i orglet, til en også mindeværdig koncert på Strøm festival, var dette noget helt andet. Chilly Gonzales lod fingrene glide over flyglets klaviatur på en måde, jeg aldrig har set før. Hvis flyglet var en kvinde, ville hun være blevet mere end tilfredsstillet. Men jeg skulle få mere end det.
Verdensklasse entertainer
På scenen var der også plads til trommeslager og cellist, hvoraf vi først mødte sidstnævnte. Nu var Chilly Gonzales klar til at introducere sig selv, og gjorde det ved at omtale sig selv som entertainer. Han forklarede hvilken rolle han og os som publikum havde over for hinanden. Han havde ikke – sagde han – brug for pengene; det var ikke derfor han var kommet. Dette skulle være en mindeværdig koncert, og vi var alle ansvarlige for det. Det lyder måske provokerende, men i stedet var det befriende at han sagde det usagte. Hvordan skal jeg så forklare det der følgende skete? Jo, der kom i hvert fald til at ske en masse. Chilly fortalte om Bach tricket. Hvordan at en melodi bliver til. Hvordan at der kan opstå harmoni, når Britney Spears ‘Baby One More Time’ klaskes op imod Nirvanas ‘Smells Like Teen Spirit’ på henholdsvis flygel og cello. Han gav den også med en omgang rap. Han fortalte hvordan at Drake brugte hans nummer ‘Tourist’ uden at blive krediteret. Alt sammen med et krukket smil – man er jo entertainer.
Now you know my name!
Nu tænker du måske – som jeg inden koncerten – at det hele lyder som en vældig omgang rod. Det er det også, når det kommer ned på skrift. Men med Chilly Gonzales giver det alt sammen mening. Flyglet, som han før havde kælet for, fik skiftevis kærtegn og læsterlige klø mens sveden sprøjtede af ham. Her var ingen jantelov, og tak for det! Chilly ved at han er verdensklasse og leverede verdensklasse. Det blev til hele to omgange ind og ud, da koncerten var slut. Vi hujede og klappede alle for ekstranumre. “Now you know my name” var Chilly Gonzales’ sidste ord. Og det er sandt. Han lovede, at der ikke vil gå 18 år før han igen besøger os. Et år vil være fint med mig. Nok tid til at jeg kan overbevise alle mine venner om at komme. Næste gang må det gerne være en stående udendørs koncert. Dem er der ikke mange i den klassiske musiks verden, men det samme gælder jo Chilly Gonzales.