Concerto Copenhagen spillede Lumbye i Tivoli

♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎

‘Champagnegaloppen’ af H.C. Lumbye er festlig, forrygende og fornøjelig. Den nydes bedst i Tivoli, og oplevelsen er endnu bedre, hvis du inden da har fået den berusende drik i glasset. Så er det bare at synke ned i stolen og lade benene valse afsted. Det kan næppe blive mere dansk.

Historien om H.C. Lumbye og Tivoli

Sidste gang jeg oplevede ‘Champagnegaloppen’ blive fremført var så sent som i november i Den sorte diamant, hvor Concerto Copenhagen genskabte Lumbyes tidlige musik fra starten af 1840’erne med de oprindeligt tiltænkte instrumenter. Koncerten blev optaget til Torsdagskoncerten, men jeg kan desværre ikke se, at den længere findes på https://www.dr.dk/lyd/p2/torsdagskoncerten.

Lumbye hører sammen med Tivoli. Den 15. august 1843 markerede ikke kun Tivolis åbning, men også starten på H.C. Lumbyes musikalske triumf. Lumbye og hans 22 musikere var havens største attraktion. Hans polkaer og galopper blev spillet af et orkester med musikere fra både militæret og Det Kongelige Teater. Som han gjorde med de nævnte genrer, forenede han det bedste fra begge musikalske traditioner, med øje og øre for sit publikum.

Læs også: Nøddeknækkeren i Tivoli.

Lumbyes musik krydsede hurtigt Tivolis grænser og Danmarks horisont. Han blev kendt som ‘Nordens Strauss’ og erobrede publikum i Paris, Wien og Berlin med sine vellykkede koncertturnéer. I dag spilles ‘Champagnegaloppen’ oftest af 60 musikere eller endnu flere. Modsætningsvis er Lumbyes musik ikke længere hovedattraktionen i Tivoli. Men han er heldigvis ikke glemt.

Populære Lumbye

Concerto Copenhagen havde denne smukke sensommeraften inviteret til releasekoncert på deres nye album med H.C. Lumbyes musik, udgivet i samarbejde med Dacapo. Normalt er jeg til releasekoncerter på mindre storslåede lokationer, men der var en god grund til, at koncerten skulle foregå netop her i Glassalen. Det var ikke i samme smukke bygning som på Lumbyes tid, men samme sted. Dengang var det et spartansk koncerthus, som ikke kunne modstå regn og kraftig blæst.

Lumbys musik er pop, og det er der ikke noget galt med. At kunne lave musik der finder gehør hos mange er en præstation. Og til koncerten skulle vi høre stykker som han havde skrevet til flere af Tivolis forlystelser. Det var sjovt at blive introduceret til oprindelsen af numrene som ‘Ekko fra de gamle guder på Tivoliøen, galop’, lukke øjnene og så lade tankerne flyve cirka 180 år tilbage i tiden. Men for mig blev musikken også lidt for letbenet, og jeg nød ud over ‘Champagnegaloppen’ mest fortolkningerne af Mozarts værker.

Så tæt på det oprindelige

Tonerne flød begejstret fra orkestret, hvoraf jeg synes at erindre flere fra koncerten i november. De var alle godt forberedte, og jeg lagde ikke mærke til nogen mislyde. Idéen med den nye udgivelse er at spille Lumbye så tæt på det oprindelige som muligt. At hans værker ofte spilles med flere musikere, kan jeg sådan set godt forstå. Det er måske tidens smag, der har ændret sig, men jeg havde forventet mig et større drøn! Flere musikere, giver naturligvis højere lyd og mere kraft.

Til gengæld var det umuligt ikke at lægge mærke til dirigenten, Lars Ulrik Mortensen. Han er fantastisk! Agil, medrivende og med en utrolig indlevelse i musikken. Han kunne fremtrylle musikken, selv hvis orkestret ikke var til stede. Som en sagde efter koncerten: “Det er som at se Mick Jagger på en scene.”

Som finale fik vi ‘Champagnegaloppen’. Om du er til Lunby eller ej, så kan man kun overgive sig med det nummer. Champagneproppen er startskudet til et vildt og fantastisk ridt, hvorefter det går over stok og sten. Til koncerten i november sad to gutter foran mig og headbangede til nummeret. Ja, ‘Champagnegaloppen’ er en rigtig banger, som jeg overvejer at spille til næste fest. Opleves skal den i hvert fald med et klassisk orkester, og jeg er taknemmelig for, at Concerto Copenhagen holder liv i Lumbye.