CPH:DOX 2015 – du store verden
Min kærlighed til dokumentarfilmen er dybtfølt, når den viser mig noget, jeg aldrig før har set, eller det jeg allerede kender til fra en anden vinkel. Med andre ord giver mig udsyn og indsigt. Det gør alle tre dokumentarfilm i denne anmeldelse. Desværre betyder det ikke, at de alle byder på en spændende biografoplevelse. Palio?Palio? er en film om hestevæddeløbet af samme navn, der afholdes to gange om året på Piazza del Campo i Siena. I gamle dage kæmpede familier om byens magt med vold, nu er det med heste.
Det er en vanvittig smuk dokumentarfilm fyldt med store følelser, skønhed, ære og korruption. Med andre ord som Italien. ?Palio? er sovset godt ind i magisk realisme. Hovedhistorien er om den garvede rytter, som har mulighed for at tangere rekorden på 14 vundne løb. Han kender spillet og formår at bestikke og forhandle med modstanderne. Modstanderen er opkomlingen, med den ungdommelig kraft og vovemod, der kæmper for æren frem for pengene. Der er masser af slowmotion i ?Palio?, hvor vi ser hestenes blodsprængte øjne og muskuløse kroppe sammen med rytternes skærende ansigter. For så at blive afløst af vilde kameravinkler, som viser det vilde ridt, hestenes halsen efter vejret og jockeyerne, der slår ud efter hinanden. Det er på linje med de bedste gengivelser af et motorræs. Og vi holder vejret, som var det et sådant. Der kan laves mange spillefilm over ?Palio? – hvilket der sikkert også kommer – og jeg kan ikke andet end anbefale filmen.
Værd at vide
Uncertain
Fra skønhed og traditioner i ?Palio? tager ?Uncertain? os til det land, som blev besat af de gamle europæer, og nu er verdens eneste supermagt, USA. ?Uncertain? (usikkerheden) er en tilstand, vi alle kender. Men også et sted i Texas, hvor man som sheriffen siger: ?skal fare vild for at komme til med mindre formålet er at skjule sig.? Filmen følger tre personer, fra gammel til ung, der henholdsvis kæmper med sorg, vælger Uncertain for at finde fred eller rejser væk fra for at finde en fremtid.
Jeg kedede mig i store dele af filmen. For selv om det at besøge et sted med kun få skæbner kan ses som et dogme, kræver det, at de medvirkende er desto mere interessante at følge. Det er de desværre ikke. De er mestendels triste, og deres udvikling er lige så stille som vandet i sumpen. Mit forbehold skyldes nok, at jeg har set mange film om menneskeskæbner på øde steder, om det gælder Norge, Rusland eller USA, og ?Uncertain? føjer intet nyt til, igen desværre. Den stemning, som jeg mærker filmen forsøger at forløse, finder jeg bedre i spillefilm som ?Winters Bone? og ?Into the Wild?. Men billederne af de store sumplandskaber er smukke.
Værd at vide
Imagine Waking Up Tomorrow And All Music Has Disappeared
?Imagine Waking Up Tomorrow And All Music Has Disappeared? er en mærkelig film! Men et fint eksempel på, hvad der sker, når en instruktør (Stefan Schwietert) ønsker at fortælle en anden historie, end den historiens omdrejningspunkt (Bill Drummond) ønsker. Bill Drummond, der er kendt som den vanvittige og geniale bagmand i KLF, vil skabe noget nyt, få os ned i gear og se musikken som noget, der sker lige nu. Problemet med ?Imagine Waking Up Tomorrow And All Music Has Disappeared? er, at KLF var et meget mere spændende projekt end det Bill Drummond nu har gang i. Vi følger Bill Drummonds rejse på tværs af Storbritannien, hvor han får folk til at synge små bider af, hvad der skal blive et samlet værk. Vi hører på ?aahhh? i forskellige udgaver. Formålet er, at de samlede optagelser skal spilles én gang og så slettes. Dvs. at vi i salen oplever rejsen mod målet, men ikke resultatet af denne langsommelige rejse. Idéen kan nok lyde interessant, men vi bringes ingen andre steder hen end, hvor lydkunsten og populærmusikken – som Bill Drummond har valgt for evigt at modsætte sig – allerede har været. Vi længes som tilskuere efter at høre detaljer om den gang KLF var til, og Stefan Schwietert forsøger at hive musikken ud af den container, som Bill Drummond har opbevaret alt sit materiale fra KLF tiden i, men forgæves. Filmen, der også er kedelig at se på med dets Dogme agtige billeder, viser – hvis jeg skal fremhæve det positive – i stedet det sociale i musikken; hvordan musikken bringer os sammen. Der opstår hyggelige situationer, når Bill Drummond får samlet folk om en opgave. Og således kommer hans pointe frem om, at sangen er for alle til alle lejligheder, og ikke kun for de professionelle. – Men det var immervæk en søvndyssende erkendelse at komme til kl. halv elleve en mandag aften, hvor jeg ellers havde forventet en musikalsk optur.