Danish Music Awards Jazz 2015
Hvad er meningen med jazz? Spørgsmålet blev stillet en mandag aften af en lille svulmende mand i gul heldragt, lignende en hyggediktator, der havde taget rejsen fra en paradisø til det kolde nord. Med andre ord ham vi alle kender som Master Fatman.
Os, der befandt os i det udsolgte Bremen, fik ikke et enkelt svar på spørgsmålet. Vi fik ikke én label på eller entydig definition af, hvad jazz er. Men det var heller ikke meningen eller målet med Danish Music Awards Jazz, der er en hædring af dets kunstnere, og alle de som holder liv i den danske jazzscene. For i stedet for, som til andre musikprisfester hvor kampen om netop priserne er hovedformålet, er det her glæden ved musikken, der råder. For hvilken musiker satser på en karriere inden for jazzen alene for pengenes skyld? Nej, de var her alle for kærligheden til jazzen, fordi de ikke kan lade være.
God karma på scenen
Master Fatman fik på scenen et fint og sagligt modspil af Stine Danving. Indforståetheden, os jazzelskere imellem, blev dyrket, ikke mindst ved humoristisk at udlevere alle de, som var udenfor denne aften; de som ikke forstår og går glip af jazzens magiske verden. Ved selve lanceringen af de nominerede, blev billederne af dem vist på storskærmen til venstre for scenen, lige ovenover Claus Høxbroe. Hans job var så at føre ord til billeder. Claus skulle lige varmes op bag hans udstoppede fugle og gamle lampeskærme, men så gik det ellers over stok og brosten.
Jeg kendte ikke alle navnene på de nominerede og deres udgivelser, men jeg kommer ikke til at glemme vinderen af Årets Danske Særudgivelse og Årets Nye Danske Jazznavn, Horse Orchestra. Iført hestehoved-gummimasker, kom det ?store? band i fuld galop op på scenen. Og i stedet for at tage masken af for at holde takketalen, blev mikrofonen stoppet et godt stykke op i gummimulen. En festlig og aldeles gak oplevelse, der nok skal få en reprise i mine drømme.
Støj og swing
De optrædende mellem uddelingen af priserne var også erindringsværdige og bekræftede, at jazz er mangt og meget og ikke noget entydigt. Selvhenter havde ingen blæseinstrumenter med på scenen. Pigernes strygeinstrumenter blev forvrænget, så det lød som skærende guitarer, og deres musik gav mindelser om postrocken med dens lydmure.
Afslutningsshowet begyndte med, at forrygende Ibrahim Electric indtog scenen. Som vanligt præsterede de et højt og svingende tempo med orgel, trommer og guitar. Højdepunktet var, da Palle Mikkelborg kom ind fra højre. Nok krumbøjet og gammel, men han kan stadig følge med. Han leverede nogle imponerende blæs, som viste, at han var hovedattraktionen på den scene. Et stående bifald var uundgåeligt!
Diversitet og harmoni i baren
Til efterfesten gav Newcastle den første runde bajere. Mens vi sludrede og drak, kunne jeg betragte de tilstedeværende, som var bemærkelsesværdigt præget af to generationer: et helt ungt og et aldrende publikum. Således var også aftenen både præget af jazzens traditioner, og en stadig udfordring af denne. Alt det samlet på et sted er en raritet og en glædesbringende oplevelse. Det gør, at jeg må overvære Danish Music Awards Jazz igen til næste år. Se listen over vindere på jazzdanmark.dk.