Den bedste kaffe i Prag

er er ligger flere kaffebarer i Prag, og mange af dem ligner til forveksling, dem du finder i vores Hovedstad. Udvalget er også stort set det samme, og du kan selvfølgelig skifte den konventionelle mælk ud med den af havre og soja. Alligevel var der forskel. Derfor er her mine tre anbefalinger; fra de næstbedste til den bedste.

Kavárna Čekárna

Vi starter med den agtværdige tredjeplads. Lige over for vores lejlighed (mere om den senere) i udkanten af den nye bydel, ligger Kavárna Čekárna. Stedet byder på hyggelig stemning, gode lænestole og en chamerende baghave. Kaffen er glimrende, dog en smule uengageret. Du forstår, hvad jeg mener, når/hvis du prøver den.

kavarnacekarna.cz

I Need Coffee!

I Need Coffee kom vi tilfældigvis forbi på vejen imod CAMP (også mere om det senere). Her får kaffe-nørderiet et ekstra hak. Espresso Tonic er self. på menuen. Samtidig laver de egne juicer og saftevand. Fik sidstnævnte, hvilket bare smagte lækkert friskt. I Need Coffee er lige så lille, som det fornemmes på fotoet. Så bered dig på en coffee to go.

facebook.com/ineedcoffee.cz

Onesip Coffee

I flere Prag guides nævnes Bakeshop, som et af de steder, man som foodie skal besøge. Onesip Coffee ligger lige om hjørnet. Bakeshop var en skuffelse, modsat Onesip Coffee, der pressede en perfect Flat White ud til undertegnede. Over de syv dage vi var i Prag, var deres kaffe den mest velsmagende. Her er ingen plads inden for, men at stå at hænge på gaden en smuk sommermorgen i Prag er en fantastisk placering.

onesip.coffee

Vi fik dog ingen decideret dårlig kaffe i Prag. Mit eneste råd er derfor igen, at passe på prisen. En god latte skal helst ikke koste mere end 65 CZK (19 kr.)