Der har jeg hjemme
Maleren Vilhelm Hammershøis (1864-1916) værker har fascineret mig så længe, at jeg kan huske. De enkle linjer, de grålige farver, mødet mellem lys og mørke og de tomme rum, der giver plads til fortolkning.
Hver gang at jeg besøger SMK får jeg en ubærlig lyst til at træde ind i Elmgreen & Dragsets installation ‘Please, keep quiet!’ (2003). De første par gange tjattede jeg blot til hospitalsdørene af frygt for, at en alarm ville gå i gang, hvis jeg trådte ind. Lige indtil den dag, hvor jeg havde min lillebror med. Han vadede ind med ungdommelig selvfølgelighed og satte sig på gulvet ved en af sengene.
Der har jeg hjemme
Sådan er det med både Hammershøi og Elmgreen & Dragset – de udforsker rummet. Derfor er det oplagt, at SMK stiller dem overfor hinanden i et nyt projekt. Udstillingen hedder ‘Der har jeg hjemme’, og udgøres af tre rum. Hvor særudstillinger normalt hører til i stueetagen (hvis du ikke allerede har set Sonja Ferlov Mancoba, så skynd dig) skal du op på første sal i den gamle bygning.
Det er ikke kun egne værker, som duoen har valgt at blande med Hammershøis malerier. Men deres ‘Powerless, structures’ (2000-2002) i det midterste rum udgør kernen i udstillingen. Alle otte døre er lukkede, ingen giver adgang til et bagvedliggende rum, og er anormale: Dør på dør, en dør i døren etc. Finurligt og humoristisk, er min tolkning.
Andre dele af hjemmet
Hammershøi var en privat person, og titlerne på hans værker konstaterer elementerne i dem fremfor, som med Elmgreen & Dragsets værker, at åbne en dør ind til en tolkning. Det giver de to kunstnere et stort spillerum, og deres tilgang med ‘Der har jeg hjemme’ er utilpassethed og fremmedgjorthed under den nordiske hygge.
Af andre kunstneres værker kan du bla. se Louise Bourgeois (1911-2011) sort-hvide tegning af en kvinde, med titlen ‘Femme Maison’ (1990), hvis overkrop udgøres af et hus. Monica Bonvicini (f.1965) har taget et hus på sit hoved og banker som i blinde det ind i væggen i videoinstallation ‘Hausfrau Swinging’ (1997).
Det som ses igennem
Det hele er hvidt og sort og emmer af nordisk æstetik. Det eneste værk, der virkelig skiller sig ud, er Njideka Akunyili Crosbys (f. 1963) ‘In the Lavender Room’ (2019). Der er farver på billedet, kvinden er sort, men motivet – med hende siddende med ryggen til – taler sit eget fremmede sprog i dialogen med Hammershøis værker. ‘In the Lavender Room’ var for mig hovedattraktionen. Elmgreen & Dragsets egne installationer blegner i forhold til Hammershøis værker. Deres værker fremstår i denne kontekst antydende og tilgangen for pæn. Men først og fremmest er det småkedeligt at se på. Selvom jeg er helt med på idéen om kunstnermødet, skinner Hammershøis værker igennem og viser stille, at hans værker rummer nok i sig selv.
Værd at vide
Der har jeg hjemme Kan ses t.o.m. 1. september 2019
smk.dk