Det nyrenoverede Kunsten

I forbindelse med min tur til Aalborg for at overvære Northern Winter Beat, skulle jeg naturligvis også besøge Kunsten eller Nordjyllands Kunstmuseum, som museet tidligere blev kaldt.

Verdensklasse arkitektur

Bygningen er i international særklasse, tegnet af den verdensberømte finske arkitekt Alvar Aalto, ham med de finske skovsø vaser. Vist nok hans eneste bygning i Danmark. Det åbnede for offentligheden i 1972 og har i den grad trængt til en renovering. Jeg har altid elsket bygningen og dets mange detaljer. Det nordiske touch, bl.a. brug af lys, som Utzon jo også er kendt for og så nogle funky detaljer oveni. Det har været lettere trist at gå rundt i et lettere forfaldent museum og med en fast kunstsamling, som jeg ikke elsker på samme måde som andre store kunstmuseers, hvilket jeg har skrevet om i Et dobbeltsiddet forhold til kunsten.

Smukkeseret

Men siden jeg rejste fra Aalborg, er det blevet renoveret for 100 millioner kr. og åbnede for offentligheden ugen før vi tog turen til Aalbotg. Jeg er generelt meget begejstret for bygningen der stråler som ny!

Museumsbygningen er fredet, så det er begrænset, hvad man må gøre. De mest markante forandringer er et nyt udstillingsområde i kælderen, et bibliotek i stueetagen og indgangen til cafeén er gjort bredere, så den ikke virker lukket som før.Udstillingsmæssigt har man gjort det smarte ifht. den faste samling ved at lave en labyrint med små rum, hvor så de enkelte kunstneres værker er samlet. Før var udstillingerne præget af lange rum, hvor værkerne forstyrrede hinanden. Men nu er der et lille rum til eksempelvis Roy Lichtenstein og, istf. en opremsning af kunstnerens værker og stil, en kort engagerende tekst målrettet publikum. Bravo! Det eneste, der generer mig er, at man i cafeen har overmalet de funky nærmest Poul Gernes agtige farver på væggene. Caféen, hvis menukort også er blevet markant forbedret, er nu noget kønsløs med dens hvide vægge.

Imran Qureshi

Frem til den 24. april kan ses værker af den parkistanske kunstner Imran Qureshi. Ifølge Kunsten er han en af Pakistans største samtidskunstere, og udstillingen i Aalborg er han første soloudstilling i Skandinavien. Hovedattaktionen er et bjerg med 30.000 stykker sammenkrøllet og farvet papir, der skal forestille et bjerg af menneskekød. Jeg syntes nu blot det ligner – og får mig ikke til at tænke på andet end – 30.000 stykker papir dyppet i rødbedesaft.

Men Imran Qureshi er bestemt ikke en u-interessant kunster. For tiden er jeg temmelig fascineret af arabisk kunst og Iram Qureshi forvalter og udfordrer den kunstneriske arv på imponerende vis i hans miniatureværker, som du kan se i kælderen. Ved første øjekast ligner de mere end 500 år gamle værker, men Iram Qureshi leger med vores for-tolkning af det. Skønt at være tilbage og se Kunsten stråle.

Værd at vide

kunsten.dk