Drømmenes kupé på Danmarks Jernbanemuseum
Dengang en togvogn var med kupéer. Dengang ferien startede netop dér, hvor jeg trådte op i toget, hilste på de andre i kupéen og fandt mig tilrette. Dengang hvor den øverste del af togvinduet kunne åbnes, så jeg, med fødderne på sædet, kunne vinke og råbe ?farvel? til familien ude på perronen. Dengang det ikke var svært falde i snak med de andre medrejsende. Ja, det er svært ikke at blive sentimental, da jeg besøgte Drømmenes Kupé. Et velvalgt navn til den nye permanente udstilling på Danmarks Jernbanemuseum i Odense.
Turen er delt i tre:
Planlægningen
Du kan gå venstre om og se hvordan, at Wagon-Lits rejsekataloger og togplaner så ud i første del af 1900 tallet. De finere togrejser med sovekupéer, som det luksuriøse modstykke til datidens flyvemaskiner. Hvis jeg siger ?Mordet på Orientekspressen?, ved du hvad jeg taler om. Hvis du går højre om, er det Interrail planer fra 70erne til 90erne du ser bag glas. En masse personlige papirer fra tidligere rejsende med lister over alt det der skulle huskes; rejsechecks, tøj, dagbøger, soveposer, rygsække osv.
Udrejsen
Du får syn for rejsen, når du går igennem Wagon-Lits sovevogn, hvor du kan kigge ind i hver kupé. Der dufter let af parfume, og lyden af toget i bevægelse kommer fra skjulte højttalere. Ja, toget kører ikke, men det føles næsten som om at gulvet gynger let.
I kupévogn B 314 fra 1967 lugter der ikke af parfume, hvilket heller ikke er meningen. Måske i stedet svagt af sure sokker, som det helt sikkert lugtede ofte af dengang. For Interrail har aldrig handlet om komfort, men om selve rejsen, oplevelserne, møderne og dannelsen.
Ankomsten
Om du går venstre eller højre om. Om du vågner udhvilet op i en første klasse sovevogn eller sover i sædet, så mødes vi alle på banegården. Færdselsåren og knudepunktet. Udstillingen har valgt at simulere Gare Du Nord, der altid har været et yndet rejsemål for togrejsende. Det er fint gjort med lyden af banegårdslarm, afgangstavle og skygger af rejsende, der bevæger sig langs togene. For enden er caféborde og stole foran et baggrundsbillede af Paris.
Det er real fake, eller snarere en simulering – bedre kan det ikke gøres på et museum. Men her er ikke kun fakta og oprindeligt materiel, her forsøges også at formidle stemningen. Vi har alle et forhold til det at rejse i tog, så vi kan alle føle og tænke vores. Det fine er, at udstillingen rammer mine følelser og fornemmelser af togrejsen fra dengang, jeg oplevede det.
Returrejsen
På vejen hjem til København med IC4 tog slår det mig, hvor meget togvogne i dag minder om passagerfly – det absolut kedeligste transportmiddel – med den ene sæderække efter den anden. Isolerede sidder vi og søger adspredelse med hver vores elektroniske kommunikationsmiddel. Det handler mere om destinationen end selve rejsen.
Der er ikke meget, ?at rejse er at leve? over det, som Odenses bysbarn engang udtalte. Det kan lyde gammelmands-gnavent. Og, ja, jeg er heller ikke den, der føler mig motiveret til en hyggesnak med min sidemand. De teknologiske fremskridt kan vi ikke parkere på en station. Hvorfor også gøre en togtur længere for hyggens skyld? Men der mangler stadig noget på en togtur af i dag. Derfor er jeg sentimentalt glad for Drømmenes kupé.