Eivør
Mens jeg i fredags nærmede mig DRs koncerthuset, slog det mig, at denne koncert kun ville blive min anden koncertanmeldelse, siden jeg flyttede fra Aalborg. I min gamle hjemby kendte jeg alle spillestederne, som var det min egen lejlighed, og jeg vidste lige præcis, hvor min plads befandt sig foran scenen. Og den plads var altid ledig.
Jeg befandt mig nu også i en situation, hvor jeg ikke kendte publikummet – nogen jeg kunne nikke og sige “dav” til. Og da jeg var kommet indenfor, i det lille og proppede Studie 3 i kælderen, opdagede jeg, at andre anmeldere og fotografer havde taget de bedste pladser. Smågnaven måtte jeg således affinde mig med det næstbedste, for så, da jeg greb fat i min notesbog, at opdage, at min notespen var gået i stykker. Derfor mangler denne anmeldelse de detaljer, som kun pennen erindrer. Med andre ord, jeg følte, at denne koncert skulle være fænomenal, for at mit størknede anmelderhjerte kunne blødes op.
Langt væk, tæt på
Mens jeg stod der landede lille finurlige Eivør noget mere elegant, med bare fødder på det persiske tæppe, som var bredt ud på den lave scene. Eivør havde et band med bestående af to musikere: den ene ved trommerne, den anden styrede skiftevis guitar og keyboard. Selv var hun iklædt, hvad der lignede en futuristisk folkedragt med store stykker metaliske stof.
Hendes besøg var også det første i Studie 3. Og hun takkede med det samme for, at publikum havde mødt op til hendes Danmarkturne. Det manglende “s” i hendes udtale af “Danmarksturne” vidnede om, at vi skulle opleve noget, vi kendte til og noget, der for halvdelen af publikum – os der ikke er færinger – ville være fremmedartet. Dette fremmedartede – sammen med hendes uforlignelige talent – gjorde koncerten magisk.
Tryghed og kraft
Fra første strofe var vi ikke i tvivl om, at Eivør både er musiker og kunstner. Hendes stemme kunne ikke blot gå dybt, men også ramme de lyseste toner som en fugl, med en kraft, der var hårrejsende imponerende. Det kunstneriske var – jeg tillader mig at kalde det netop det – vildskaben i hende. Jeg mener det positivt, for i stedet i hvert nummer at give al den stemme, vi kunne se hun havde, blev den tæmmet, således at de fine nuancer i musikken trådte frem. Der var noget moderligt over Eivør, som hun stod der og fremførte de smukke sange fra hendes fremragende nye engelsksprogede album, ‘Bridges’, og hendes simultant udgivne færøske album ‘Slør’. Hendes skønsang lullede os til ro, og flager faldt fra mit størknede anmelderhjerte.
Men samtidig oplevede jeg det, der ligner en moders beskyttende vildskab. Som da hun tog en tromme med smal krans, og holdt det op som et beskyttende skjold. Trommede på det for fuld kraft og i et eksalteret tempo sang riter, hvis ord jeg ikke kendte og formåede at skelne fra hinanden, men som gav mig følelsen af, at jeg igennem hende oplevede sange, der er blevet fremført i hundredvis af år på de små øer i Nordatlanten.
Fra kælderen og ud i verden
Koncerten tog kun lidt over en time, og, det helt igennem begejstrede, publikum klappede hende to gange ind til ekstranumre. Jeg klappede med og glemte min smålige ubekvemhed.Til min første koncert i DRs kælder blev jeg således, som en lille dansker, løftet op, mens en færing gjorde verden stor.