En aften med Rytteriet i Tivoli

1. april 2019

Jeg havde den forret at blive inviteret til repremiere på Rytteriet – Live i Tivoli. I 2018 spillede de for fulde glassale og med masser af anmelderroser til at køre den ind med – hvis du forstår, hvad jeg mener. For Rytteriet, der består af de to hovedmænd Rasmus Botoft og Martin Buch, er nogen lumre knægte.

Gamle heste i stald

Denne aften havde de heldigvis – som i TV udgaven – Bodil Jørgensen med. Og som plus et husorkester bla. bestående af: Henrik Balling (tidligere medlem af bandet Gangway). Derudover Bjørn Fjæstad (forsanger i bandet Baal), trommeslager Mads Andersen og pianist Asger Baden. Desværre måtte vi undvære den nøgne Nis Bank-Mikkelsen og hans digtoplæsninger.

Rytteriet startede på Danmarks Radio P2 og i 2010 kom programmet på DR2. Det blev til en anden omgang, en julekalender og turnerer rundt i landet. Rasmus Botoft og Martin Buch har med Rytteriet skabt et stort persongalleri, hvoraf de spiller de fleste roller selv. Her kan bl.a. nævnes Snobberne, Tage samt Erik og Else. Jeg er ikke særlig vild med gentagelser, hvilket der er mange af i Rytteriets programmer, men de er undtagelsen, der bekræfter reglen.

Nostalgi i Glashuset

Glashuset viste sig at være den perfekte scene for Rytteriets løjer. Sæderne i salen er stenhårde, men atmosfæren er af en anden tid, og med et drys Tivolimagi, hvilket Rytteriet fik udnyttet. På scenen var der opstillet en gammeldags karrusel, der kunne køre rundt, med alt hvad der hører til af træheste, lys og udsmykninger.

Vi begyndte med, at Rytteriet skulle lave radio. Med primitive effektmaskiner, grammofonplader og en skrattende lyd blev der spillet radio, som de fleste af os nok kun har set på film, eller måske, som jeg, har lagt øre til ifm. gamle radiodramaer. Ja, der blev gennem hele aftenen sat en gribekrog i nostalgien. I anden del skulle vi bla. få PH visen ‘Nå’ fremført.

Masser af grin

En af Rytteriets catchphrases er “Nej, hvor bliver det bare hyggeligt” – og det var det bestemt. Men også lårklaskende morsomt. Showet var bygget op som en variete, på samme måde som Cirkusrevyen. Rasmus Botoft, Martin Buch og Bodil Jørgensen kom ind på scenen og leverede deres acts, og mens de skiftede tøj spillede bandet. Vi grinede absolut mest af snobberne og Thomas Helmig parodien – fantastisk Århus dialekt Martin Buch kan fremtrylle. Det kan naturligvis ikke forklares uden at det sjove går ud af det. Det skal opleves.

Rytteriet formåede som nævnt at gribe atmosfæren, også den lettere drømmeagtige, hvilket bandet spillede ud. Bjørn Fjæstad har en imponerende stemme; dyb og mørk. Han og bandet holdt mig inde i stemningen, så jeg ikke slap interessen – og så skal ikke mindst nævnes, at han var herlig i birollen som Bornholmerfar. Altsammen gjorde det, at showet hang sammen og dermed også gav en fuldendt oplevelse. Som en smule malurt i bægeret, oplevede jeg, at anden del havde for lange optrædener og showet dermed en for brat afslutning. Heller en eller to til af kortere længde.

Førstegangsrytter

Det er første gang, at jeg har set Rytteriet live, og mens jeg på vejen ud hørte nogen mumlen om, at der efterhånden var for mange gentagelser, var det for mig, der oplevede dem første gang live, en særdeles herlig oplevelse.