Fanfara Ciocarlia
Torsdag var vi – efter en vellykket omgang Northern Winter Beat – atter tilbage i den normale gænge på Studenterhuset. Og så alligevel ikke, for aftenen viste sig at være en meget anderledes oplevelse. Studenterhuset har i denne sæson valgt at booke en del udenlandske navne, og det kan man jo kun takke dem for. Spørgsmålet var så hvor mange der ville betale 100 kr. for at se et hertillands ukendt orkester fra Rumænien? Svaret var temmelig mange, især af udenlandske studerende. På scenen stod 11 mænd med grånede frisurer eller skaldede isser iført deres sorte, pressefoldede bukser og nedknappede røde skjorter – så man kunne se den sorte uld – der strammede en del om livet. Og så begyndte blæseriet! Kun to mand spillede på trommer, resten var på blæseinstrumenter. Ingen guitar, ingen bas eller keyboard. Begrænsningen i valg af instrumenter førte naturligvis til en mindre variation numrene imellem.
De store blæsehorn i baggrunden lagde som bas rytmen sammen med trommerne. Det gav musikken en blød og fyldig bund. Bandet i forgrunden leverede med deres saxofoner og trompeter en mere klar og skærende lyd. Ni blæsere i sammenspil giver med deres lag på lag en kompakt og mangefacetteret lyd. Det var i sig selv fascinerende at lytte til, men det hele blev tilmed fremført i et vanvittigt tempo! Så hurtigt at det af til lød som en gammel båndoptager, der er ved at løbe løbsk, lige før det ender i båndsalat. Tempoet indbød selvsagt til fest, og publikum dansede rundt som var de til techno rave. Salen blev hurtigt varm og sydende. Kædedans igennem Studenterhuset. Hvor ofte ser man det? Som et forholdsvist køligt tænkende væsen overvejede jeg, om jeg skulle flytte mig med musikken, for så at opdage at kroppen allerede havde taget beslutningen og var begyndt at danse. Det var ikke til at modstå. På scenen gik den på synkrondans og vrikken ala Elvis på sine gamle dage. Bandet var som os begejstrede og spurgte flere gang med flad accent ?Do you Want More?. Det ville vi, og fik serveret aparte udgaver af Born To Be Wild, samt temaet fra Aristocats og James Bond.
Man siger ofte efter en god koncert, ?at det var en livsbekræftende oplevelse?. Her var det i højeste potens! Og selv om det er et par dage siden, føler jeg mig stadigvæk en smule ved siden af mig selv på grund af den voldsomme omgang blæs.