Fantastic Planet på CPH PIX

Det skønne ved filmfestivalen CPH PIX er ikke blot de mange film, som vi har mulighed for at se. Festivalen formår også at bringe filmen ind i mere utraditionelle rammer og kombinere mediet med kunstudstillinger og koncerter. Det var også det, der lokkede mig uden for en mørk og stormfuld aften. Jeg skulle for første gang se den franske animationsfilm ‘Fantastic Planet’ (La Planète sauvage) akkompagneret af livemusik fra trioen B/B/S. Et interessant møde, men gjort endnu mere spændende ved, at det skulle foregå i Tycho Brahe Planetarium. Planetariet, der jo har et kæmpe lærred som, hvis du er placeret midt i salen, fylder det meste af dit synsfelt.

Fantastic Planet

‘Fantastic Planet’ er sat i en fremtid, hvor menneskeheden er endt på en fjern og fremmed planet, der styres af rumvæsener, som er yderst overlegne i både teknologisk og spirituel forstand. Den vilde og fantasifulde film vandt juryens pris på Cannes filmfestivalen i 1973. En for nutiden temmelig syret og udsvævende film, men med krystalklare politiske- og humanistiske pointer.

Filmmusik eller musik på film

Filmmediet trådte for over 100 år siden ind på verdensscenen som stum. Den musik, der var til stede inden talefilmen var oftest i form af pianisten ved siden af lærredet, som forsøgte at ramme det, der skete på lærredet med den rette tone og timing. ?Fantastic Planet? er ikke en stumfilm, men man valgte denne aften at lade den blive det, for så i stedet at give plads til bandet B/B/S, dvs. Erik Skodvin, Aidan Baker og Andrea Belfi. I stedet for at time musikken en-til-en til det, der skete på lærredet, skabte B/B/S en lydkulisse. En sfærisk lyd, som skvulpede rundt i salen, med stedets vanvittig imponerende lydsystem.

Mere eller mindre

Hvis det skal berettiges, at man slukker for filmens lyd og så lægger sin egen lyd ovenpå, kræver det at noget andet, noget mere interessant opstår. Blev der så skabt noget andet? Ja, men var det en succes? Nej, det vil jeg ikke mene. Det var i stedet lydens forgæves kamp mod billederne, idet billederne ikke gav plads til musikken. Modsat da jeg var inde og se Carsten Dahl, og tonerne ramte den projekterede stjernehimmel, og vi selv kunne male billederne. Så hvad husker jeg? Billederne! Efterfølgende har jeg genset filmen med det originale soundtrack, og det ville jeg langt hellere have oplevet. Jeg er ikke irriteret over CPH PIX kunstneriske valg. Det er vigtigt at man bliver ved med at eksperimentere: skære noget fra og så tilføje noget andet. Men denne gang lykkedes det ikke.