Ferniseringsfredag: Mater, Etage Projects & Galleri Benoni
Så blev det fredag og dermed #ferniseringsfredag. 🙂 CPH:DOX og forårssnue har gjort, at det er et lille stykke tid siden sidst. Til gengæld var min gode ven, Jacob, frisk på at tage med – super skønt. Det er altid godt at have en ven at spille op af, når det handler om kunst. Når jeg er afsted alene får jeg (næsten) for hurtigt dannet mig en mening om kunsten.
Mater Earth Gallery
Først tog vi en tur omkring Mater Earth Gallery, der har lavet en pop-up shop på Gothersgade 43. Mater skaber interiør med bæredygtighed. Virksomheden blev grundlagt i København i 2006 af Henrik Marstrand og har nu shops i bla. London og Hamborg.
Jeg syntes at det er vildt spændende at se, hvordan at virksomheder forsøger at med-skabe løsninger på de voldsomme udfordringer, der banker på vores fælles hjem, jorden. Matter laver møbler af bla. gammelt fiskenet – tro mig, du vil ikke vide det, hvis du ikke vidste det. Du har indtil 31. maj før Mater pop up shoppen forsvinder. materdesign.dk
Etage Projects & Jerszy Seymour
Efter det skandinaviske design og dets rene linjer i Mater, havde jeg brug for at opleve det stik modsatte. Derfor tog vi forbi Etage Projects i Borgergade 15E. Jeg elsker stedet. Galleriets udstillinger udfordrer mig igen og igen på den fede måde. Etage Projects er et forfriskende modpol til den konventionelle kunst på gallerierne og den almindelige måde at fremvise den på – og så minder Etage Projects mig om kunstscenen Berlin.
Det var ikke fernisering. Galleriet var lige ved at lukke, da vi kom forbi ved sekstiden, men de var søde og holdt galleriet åbent kun for os. Udstillingen ‘Sacred Mountain’ af designeren Jerszy Seymour, der er bosiddende i Berlin, åbnede i februar og kan ses t.o.m. 27. april 2019. Hans værker er for vilde og med fuld tryk på farverne. Køkkeninstallationen (se billedet ovenover) ligner et værk Jackson Pollock kunne have lavet, hvis han havde fået en overdosis Red bull, taget de forkerte malerbøtter i farvehandlen og forvekslet værkstedet med køkkenet. Værkerne stikker i alle retninger. Om det er kunst eller design, er jeg fuldstændig ligeglad med. Det taler til mig. etageprojects.com
Galleri Benoni & Paco Pomet
Sidste stop var fernisering på Galleri Benoni, hvor den spansk maler Paco Pomet (f. 1970) fremviser ni værker (hvad jeg kunne tælle mig til) samlet under titlen ‘No Places’. Paco Pomet er en ægte surrealist, uden at du får stukket en gaffel i øjet. Hans oliemalerier er imponerende flotte. I sig selv er det en nydelse at gå i pendulfart frem og tilbage til lærredet for at se, hvordan at detaljerne manifesterer sig i sin helhed.
Surrealistiske værker kræver næsten fortolkning. For hvorfor gør kunstneren det reelle, det vi har en fælles opfattelse af, underligt og uforståeligt? Paco Pomet putter lagener over bjerge, binder børnehænder sammen, forvandler operationsbordet i operationsstuen til en landevej. Der er nok at give sig i kast med, og min ven og jeg brugte sammenlagt tæt på en time på at analysere dem. Det er immervæk langt over, hvad jeg plejer gøre.
Villa Kultur & næste kunststop
Jeps, det var det var den #ferniseringsfredag. Var faktisk også et smut forbi Villa Kultur, men festen var ved at dø ud, da jeg kom. Villa Kultur er en super charmerende villa på Østerbro. En non-profit forening og et kulturfællesskab, som ønsker “at tage det første af mange skridt mod at definere en ny måde, hvorpå kultur bliver skabt.” Hold øje med dem Facebook og Instagram. Det gør jeg i hvert fald. villakultur.dk I næste er uge er jeg blevet inviteret en tur til Silkeborg. Her skal jeg besøge Museum Jorn. Jeg glæder mig både til museet og turen gennem Danmark. Der bliver masser af stories på Instagram.
Det var min #ferniseringsfredag og to absolut anbefalelsesværdige udstillinger. Uanset hvor hurtig jeg bevæger mig rundt i Hovedstaden kan jeg kun nå en lille smule.