Filmmuseum – Deutsche Kinemathek
Efter Berlinalen har jeg været mæt af gode filmoplevelser, men samtidig fået appetit på flere. Derfor tog jeg turen til Berlins filmmuseum ?Museum für Film und Fernsehen? på Potsdamer Platz. Museet rummer både udstillinger og en biograf i kælderen, der viser sjældne og ofte restaurerede film, lig Cinemateket i København. Det var mit første besøg på et museum dedikeret film og Tv-serier, og på samme vis som Computerspilsmuseet, var jeg nysgerrig på, hvordan det formidles.
Spejl på spejl
Det første der møder en, når man træder ind i udstillingen, er spejle i vægge, gulv og loft. Med store filmlærreder, der viser klip fra alverdens film og en sti, der snor sig hen til det næste rum. Lettere rundtosset føler man sig. Og i starten har man svært ved at gennemskue illusionen – på samme måde som film leger rummet med beskueren.
De efterfølgende rum på etagen er imidlertid for det meste dunkle med fjernsynsskærme, der stikker ud af væggene og peger i alle mulige retninger. Det leder tankerne hen på den tyske ekspressionisme, hvilket sikkert også er tiltænkt, da udstillingen er kronologisk opdelt.
Gennem hele den faste udstilling er muligheden for interaktion virkelig ringe. Du kan tage et par høretelefoner på, ved de forskellige fjernsynsskærme, og lytte til interviews. Trykke på forskellige touchskærm, hvis interface ligner noget fra starten af nullerne og kun kan fremvise tekst og billeder.
Den permanente udstilling trænger i den grad til en opdatering! Fornemmelsen af at udstillingen er af ældre dato bekræftes man i, når man ser, at alle de indbyggede skærme er billedrørsfjernsyn med den kendte buede facon. En andet kritikpunkt er, at de samme virkemidler bruges igen og igen. Det gælder blandt andet brugen af spejle, som ikke fostrer samme oplevelse, når man møder det femte gang.
Lili Marleen
Et lyspunkt, en stjerne i udstillingen er dog Marlene Dietrich, der befinder sig på den øvrige etage. I et rundt spejlværelse er der fotografier på væggene, som viser hendes forskellige aldre og roller. Foran billederne står i glasmontre de kjoler og dragter som hun bar. Rummet er køligt og smukt som hende.
Efter rummet følger en lang række montre med breve og fotografier til og af Marlene Dietrich. Men som i resten af udstillingen mangler de ofte at blive ledsaget af nødvendige forklaringer. Paradokssalt nok virker udstillingen som et hele fattig på materiale. Den bidrog dermed heller ikke med ny viden om Tysk film, som jeg ellers kun har et overfladisk kendskab til.
Efter den omfattende omgang Marlene bliver nazismen udstillet og nogle filmklip med Leni Riefenstahls ?Viljens Triumf? fremvises. Herefter er der kun to rum tilbage! Hver dækker de fra 1946 til 1989 og fra 1989 til i dag.
70 år i to rum
I det første rum, der som det andet er på maks. 20 kvadratmeter, gennemgås to landes filmhistorie: Øst- og Vesttyskland over en periode på over 40 år. Fassbinder er skubbet hen i hjørnet. Da jeg kom ud af rummet, blev jeg nødt til at gå tilbage for at undersøge, om der var en dør jeg havde overset. Det var der ikke!
I det andet, og sidste rum stjæler en 3,7 m. lang kopi af gummi-skibet fra Werner Herzogs film ?Fitzcarraldo? opmærksomheden. Pladsen er helt fortjent. Filmen er et mesterværk. Overfor i den næstsidste glasmontre ligger drejebogen fra ?Die andere Heimat?, for det er jo også et et museum for TV!
To rum til 70 års Tysk film og den langt overvejende del af landets Tv-historie! Det virker som om, at man ikke har haft for øje, hvor megen plads museet faktisk råder over. Fyldt op med museumsgenstande og arkivmateriale fra bund til top. Og da man har opdaget, at der ikke er mere end to rum tilbage, har man så ikke gidet at rydde op og skære det foregående til. Marlene Dietrich får eksempelvis uretfærdig meget plads. Selv et lille brev fra Ernst Hemmingway skal med og fylder en hel glasmontre.
Filmmuseets faste udstilling er en af de mest ringe, som jeg erindrer at have oplevet. Og så i Berlin! Jeg er helt sikkert ikke den eneste, der er kommet til den konklusion, idet jeg for det meste gik alene rundt blandt montre og filmstumper.
Særudstilling: Ken Adam
Filmmuseet byder også på særudstillinger, som det er muligt at købe særskilt billet til. Pt. er det om den tyskfødte, Ken Adam, der var production designer på syv James Bond film og Stanley Kubricks ?Dr. Strangelove?. En udemærket udstilling med masser af skitser. Dog fremviser den ikke – hvad jeg syntes ville være interessant – hvorledes de omnipotente settings blev transformeret fra papir til lærred. Ken Adam må netop have haft særligt talent for at se, hvorledes hans tegninger kunne virkeliggøres, da de næsten fremstår én til én.
Hvad skal besøget gå ud på?
Jeg var ikke begejstret over at bruge en eftermiddag på ?Museum für Film und Fernsehen?. Har du alligevel mod på at tage turen dertil, vil jeg foreslå, at du enten gør det pga. din kærlighed til Marlene Dietrich eller for at se en særudstilling. Museet råder dog ikke over megen plads til disse.