Forestillingen Traum
Hvad drømmer vi om? Og hvordan ville fremtiden se ud, hvis vi drømte stort? Hvis vi virkelig kunne forestille os en bedre, sjovere, mere farverig eller måske bare en helt anden verden? Det er både personlige og store spørgsmål. Spørgsmål som teatergruppen BIDT forsøgte at besvare i forestillingen Traum, der spillede på Københavns Musikteater fra den 30. januar til 3 februar.
Københavns musikteater
Det var mit først besøg i Københavns musikteater, det ligger i Kronprinsensgade 7, over for Cafe Sommersko. Jeg er begejstret over selve stedet. Det minder mig lidt om Aalborg Teaters alternative scene Transformator, hvor man om torsdagen kan se skuespillerne eksperimentere, og trække en automatøl til 12 kr., der har fået så hård en medfart gennem maskinen, at tommelfingeren må tages i brug for, at du ikke skummes til.Oplevelsen skyldes måske også det unge publikum, der dominerede denne aften, men som ikke alle kom helt af egen lyst, viste det sig.
En lap papir til mine drømme
I pressemeddelelsen stod der “Forestillingen TRAUM vil opfylde publikums drømme for fremtiden.” Jeg fik udleveret en lap papir og en kuglepen ved indgangen, så jeg kunne skrive mine drømme ned. God idé for der kan gå lang tid imellem, at jeg tænker på mine drømme. Da jeg kom ind i salen, som vi skulle side på langs af, var der på scenen, ud af kviste, sofaer og køleskaber, formet ordet “Traum”, der jo på tysk rummer betydningen “drøm.”Skuespillerne sorterede i vores drømmesedler ved at lægge dem i bunker, og så begyndte en langtrukken og kedsommelig affære. Det foregik skiftevis, ved at de trak et kort om med mimik, artefakter og grynt og lyde – ingen ord – skulle fremføre vores drømme. Der var mellem 30 sekunder og et minut til hver. Det der foregik nede på scenegulvet var så åbent for fortolkning, at det kunne handle om alt andet end vores personlige drømme. Fint nok hvis kvaliteten er i top.
Hvis drømme?
Men hvordan kan et alvorligt problem som søvnløshed blive opfyldt ved at fire skuespillere placerer et kålhoved på scenegulvet for så at kaste sig frem og tilbage over det i et minut? Det føltes lidt som at blive udstillet – gjort grin med. Ikke mindst fordi at imellem disse fagter fremførte skuespillerne lange monologer om deres drømme. Hvorfor denne forskel? Hvorfor skulle vi høre dem tale om sig selv for så at se dem spjætte over vores drømme? Det må jo bunde i en manglende interesse i os tilskuere.
Det hele mindede om et levn fra 1960’erne, som man kan se den fremstillet på DR K. Gammeldags og gumpetungt, som om verden udenfor er stået stillet og skuespillerne er fanget i en størknet praksis. Mens tiden sneglede sig af sted, fik jeg tanken, at de nok leger det, men i virkeligheden mangler mod til at inddrage publikum. For det gøres altså ikke ved, at de til sidst manisk løber rundt på rækkerne og trutter eller udfolder et lagen, så vi sammen kan løfte balloner.
En drøm i en drøm
Jeg kunne denne aften høre de samme grynt fra rækkerne, som jeg ofte oplevede på min tidligere arbejdsplads. Her var det bare skuespillerne og ikke cheferne, der gerne ville motivere os ved at være friske og vise, at de ikke var bange for noget, som for eksempel at stille sig op på en skammel og skrige.Da jeg rejste mig måtte jeg simpelthen spørge det unge publikum om, hvorfor de havde valgt at overvære forestillingen? Som jeg havde på fornemmelsen, var det en tur med gymnasieklassen. Så ja, det hele føltes lidt som en drøm i en drøm.