Fotoudstilling for folk med hang til smugkiggeri

Huis Marseille har ryddet alle museets rum for at få plads til Jeroen Robert Kramers omfattende fotoudstilling om libaneseren Khiar.

En fotograf der er mæt af krig 

Fotografen, Jeroen, møder Khiar på en bar i Beirut i 2010, netop som han har besluttet sig for at styre sit professionelle liv i en ny retning. Han har i mange år været krigsfotograf, bl.a. for New York Times, men han er blevet træt af krig og ødelæggelse. I stedet fordyber han sig i mere poetiske projekter, i det banale. Khiar bliver fra første møde hans næste besættelse.

Khiar ønsker ikke at blive hovedperson i nogen fortælling, og vil da slet ikke fotograferes. Men Jeroen er hooked og får overtalt Khiar til, at han må fotografere verden fra hans synspunkt. Jeroen overskrider alle acceptable grænser og affotograferer mandens liv ned til mindste detalje. Jeg kan ikke lade være med at tænke Stockholm-syndrom, når jeg skal beskrive det forhold der er mellem de to (med Khiar som den tilfangetagne, forstås).

Khiar og fortællingen om Libanon

Fotografierne af Khiars liv starter i det banale, som i rummet hvor hans lokale supermarked er plastret udover museets vægge. Det bliver tidligt i udstillingen kombineret med historien om Libanon før borgerkrigen (1975-1990), fortalt med gamle fotografier fra det sprudlende Beirut og udpluk fra samtaler mellem Khiar og Jeroen. Med borgerkrigens ankomst bliver Beiruts udvikling sat i stå og 15 års krig bomber byen tilbage til stenalderen. Jeg får det indtryk, at Khiars liv følger samme livsbane og et eller andet sted i virvaret forsvinder den kvinde – kvinden – som udstillingen er opkaldt efter.

Smugkiggeri på første parket

I udstillingen sejeste rum forsøger fotografen at samle brudstykkerne af Khiars liv. Jeroen belejrer Khiars lejlighed, mens han uvidende ferier i Paris, og begynder at fotografere alt hvad manden ejer med et polaroidkamera. Jeg fik det helt som om, det var mig selv, der gik og rodede alle hans skuffer og skabe igennem. Det føltes dybt forkert og gjorde udstillingen utroligt pirrende og ekstremt interessant.

Og kvinden? Tja, selvom hun bærer titlen på udstillingen, så er fraværet af hende mere sigende end historien om hende. Efter en lille time på Huis Marseille, ved jeg stadigvæk ikke hvorfor hun er væk: om hun er død, eller om hun gik. Det eneste jeg som beskuer får at vide om hende, er at hun holdt af katte, og fotografen har afsat et helt rum til den ene bid information (som jeg selvfølgelig åd råt).

 

En noget dobbelttydig kvinde

Une Femme kulminerer for mig, da lyset går op for mig og jeg kan se, hvor stor betydning fraværet af denne her mystiske kvinde har. På den måde bliver udstillingen ikke bare en historie om Khiars liv. Det bliver – på en ganske underspillet måde – en historie om hjertekvaler. Ikke kun til en kvinde, men også til det Beirut der var.

Og historiens anden hovedperson, bliver manden på den anden side af linsen. Fotografen projicerer sin egen sorg over at have set for megen død og ødelæggelse over på Khiar, og det har efterfølgende fået mig til at tænke en del over, hvad fotografens udgangspunktet for fortællingen egentlig er..

Der er SÅ mange ubesvarede spørgsmål i Une Femme; om kvinden, om Khiar, om fotografen Jeroen, om Beirut, om borgerkrig og femhundrede andre ting. Det er nok netop også det, der gør udstillingen så god. Min nysgerrighed blev fanget fra udstillingens start og den holdt hele vejen igennem og efter jeg var trådt tilbage ud på Keizergracht. Jeg er sikker på, at den vil have samme effekt på dig. Så hvis du er i Amsterdam inden den 5. juni, så skal du helt sikkert tage på Huis Marseille og se Une Femme.

Praktisk

Web: www.huismarseille.nl

Adresse: Keizergracht 401, 1016 EK Amsterdam

Priser: voksne 8?, studerende 4?, gratis entré med museumskaart.

Åbningstider: tirsdag-søndag 11-18 og desuden åbent på de fleste helligdage.

English recap

The photography exhibition Une Femme in Huis Marseille is an incredible well-told story about Lebanese Khiar. Even though the starting point is a man who doesn?t wish to be photographed, we get really close to him as we see the world from his point of view. It becomes clear that the story is an ambiguous one though, since it tells at least as much (if not more) about the man behind the camera. The photographer, Jeroen Robert Kramer, gets obsessed with Khiar and his story and he violates every boundary that would be described as socially tolerable, in the hunt for the essence of Khiars’ person. 

If you have the chance, you should (definitely!) go experience Une Femme.