French Jazz Week Copenhagen
Jeg er ikke – modsat min hustru – frankofil. Det forfaldne, industrielle, rodede og kaotiske, ser jeg som noget, der fremmer kreativiteten, frem for den umiddelbare skønhed og fortidens stilstand. Her taler vi om min opfattelse af Berlin vs. Paris. Så jeg var rigtig glad for, at jeg blev inviteret til at få netop min opfattelse rystet eller ihvertfald opdateret – med French Jazz Week, der foregår i denne uge i København. At få en petit smag af Frankrig.
Et lille stykke af Frankrig
Det startede vel nok så fransk, som det kunne, da vi i mandags besøgte et lille stykke af landet, Den Franske Ambassade, beliggende smukt, stolt og tillukket ud til Kongens Nytorv. Da vi var kommet forbi de venlige vagter, hvor vi blevet scannet, som skulle vi med flyveren til Paris, gik vi op ad de brede marmortrapper til de to saloner. Storslåede var begge saloner med gobeliner, kæmpe lysekroner, glasspejle og skulpturer. Det eneste, der skulle flyttes, hvis man fik den idé at opføre et klassisk lystspil, var en model af en jumbojet fra Air France. Det var i sig selv en oplevelse at være her. Historiens vingesus mærkes, og selvom jeg ikke ved det, fornemmede jeg, at statsmænd som Charles de Gaulle og François Mitterrand, havde gået rundt her og tænkt deres tanker, for så en gang imellem at stoppe op og kigge ud af vinduerne mod den ganske, danske verden.
I den bagerste og største salon var det stillet stole op til gæsterne. Koncerten var udsolgt, og vi skulle se Michael Felberbaum akkompagneret af Leonardo Montana ved flyglet og Frédéric Borey på saxofon. Uden at være den største jazzkender fornemmede jeg – da mit hjerte begyndte at slå med samme puls som musikken – at man havde valgt at præsentere musikere fra den øverste hylde i fransk jazz.
Det svingede let og lækkert og Michael Felberbaum fik sin guitar; ikke til at lyde som et instrument til at spille rock, heller ikke blues, men til lige nøjagtig at være ét med jazzen. Jeg var begejstret og havde lyst til at smage mere.
På The Standard
Onsdag besøgte jeg så for første – men bestemt ikke sidste – gang jazzklubben, The Standard. Det lækre spillested tæt på Nyhavn emmer af coolness, men var overraskende nok ikke en gang halvfyldt. Og så alligevel ikke så overraskende. For man havde valgt at sætte billetprisen til hele 270 kr. Nok er det gode musikere, men hvis formålet er at promovere Frankrig og dets jazzscene må 100 kr. være maks. for herhjemme ukendte navne. Det lille fremmøde lod bandet, der nu udover Michael Felberbaum bestod af en trommeslager, pianist og bassist, sig ikke mærke med. Som den sidstnævnte sagde, da vi talte med ham efter koncerten ?det er ikke antallet, men kvaliteten af publikummet, der betyder noget.”Og vi var med, mens vi sad ved de små borde. Vi vippede med fødderne og rystede svagt på hovederne som et “ja” til, at musikken svingede lige der, hvor den skal. Klappede og råbte ?yeah? efter soloer og fik bandet op til ekstranummer, fordi vi få larmede det mere.
Tempoet var højere til denne koncert, men musikken havde igen lige dét ekstra. Som en lille båd på havet sejlede vi afsted. Forvisset om at kaptajnen havde styr på det hele, så vi blot kunne lukke øjnene, nyde bølgeskvulpene og bådens behagelige vuggen.
Fornemmelsen og smagen
Det var de to koncerter, jeg oplevede til French Jazz Week Copenhagen. Efter dette tænkte jeg: Hvori består det franske i en musiktradition af amerikansk oprindelse? Jeg er hele tiden vendt tilbage til Michael Felberbaum og hans guitar, der så har ledt mine tanker videre til den verdenskendte jazz guitarist, Django Reinhardt. Jeg har altid troet, at Django Reinhardt var amerikansk. Men da jeg undersøgte det, fandt jeg ud af, at han i virkeligheden var fransk/belgisk. Og så må jeg sige, at den tradition bæres smukt videre af Michael Felberbaum.Men her er alligevel tale om noget mere end en mand og en guitar. En fornemmelse af noget, der kun kan være fransk, som giver mig lyst til at smage på mere. Noget delikat sammensat, som jordbær, der dyppes i varm chokolade.
Værd at vide
facebook.com/michaelfelberbaumusic
