Fundação Calouste Gulbenkian
Fundação Calouste Gulbenkian var på forhånd det sted, som jeg glædede mig allermest til at besøg på vores rejse til Portugal.
Fundação Calouste Gulbenkian
Fundação Calouste Gulbenkian bliver flere steder nævnt som Portugals kulturinstitution nr. 1. Sjovt nok er det ikke en portugiser, der står bag museet, men en armensk ingeniør og erhvervsdrivende ved navn Calouste Sarkis Gulbenkian (1869-1955). Calouste Sarkis Gulbenkians store rigdom – og dermed imponerende kunstsamling – blev skabt i forbindelse med olieudvindingerne i Mellemøsten i 1950’erne. Han blev lovet 5% af omsætningen, og selvom det umiddelbart ikke lyder af meget, blev det til milliarder af dollars. Under 2. verdenskrig og frem til sin død boede Calouste Sarkis Gulbenkian i Lissabon, som tak skænkede han byen og Portugal hele sin kunstsamling.
Forventningens glæde
En væsentlig grund til min forventningsglæde var selve bygningen, eller rettere bygninger samt parken.
Før vores rejse til Portugal var det temmelig svært at få en fornemmelse af det moderne Portugal dvs. fra 2. verdenskrig og frem. Eksempelvis: Hvor mange oscarnominerede portugisiske film kan du (der ikke er portugiser) komme i tanke om? (svaret er nul). Bøger? (?Nattog til Lissabon? er skrevet af schweiziske Peter Bieri). Bands? (Portugal. The Man er amerikansk). Malere? Jeg ved at det er provokerende groft skåret, men ovenstående er ikke skrevet for at shame portugiserne. Men netop fordi at alle tre arkitekter af museet: Ruy Jervis d?Athouguia, Pedro Cid og Alberto Pessoa var portugisere. M.a.o. har du her mulighed for at se noget ægte moderne portugisisk.
Udstillingsbygningerne
Museet, der befinder sig i den nordlige del af Lissabon, stod klar i 1969.
Udstillingsbygningerne er en blanding af brutal betonarkitektur, der ser ud til at kollapse under sin egen vægt, dybe rum og store glaspartier ud til den japansk inspirerede have. Det fantastiske er, at på trods af sin tyngde slynger museet sig legende let gennem parken, mens det lader træer og buske dække dens krop.Skal jeg komme med en mere håndgribelig beskrivelse af dets indre, er det 60’er coolness med dens mørke farver og træpaneler blandet med Bo Bedre fra 80?erne. Imponerende er det samtidig, at bygningen – på trods af dets materialer – og dets flere steder huleagtige intimitet giver lige så meget plads til mennesker som til kunsten.
Det er ikke svært at trække en parallel til Louisiana, der blev udbygget i den samme periode – og alligevel er Fundação Calouste Gulbenkian noget helt andet.
Modern Collection
Samlingen er delt op i to: Founder?s Collection (den klassiske samling) og Modern Collection, der beskæftiger sig med moderne portugisisk kunst. Er du i tidsnød (hvilket vi desværre var) vil jeg anbefale at dig springe denne samling over.
Mit argument for at springe den moderne samling over er, at den ikke nær så stor. Samlingen fokuserer på portugisisk kunst, og jeg fandt på nær fotokunst ikke mange lyspunkter. Mine empiriske undersøgelser – underbygget af besøget på The Berardo Collection og kunstmuseet Serralves har givet mig en fornemmelse af, at portugiserne virkelig kan noget inden for fotokunsten.Derover er den tilhørende café rigtig ringe, modsat den i Founder?s Collection, som jeg bestemt kan anbefale. Blot så du ikke bliver forvirret, når du læser andres anbefalinger.
Founders Collection
Over 1000 kunstgenstande fra en periode på flere tusinde år, finder du i Founder?s Collection. Det gælder ægyptisk, græsk-romersk, islamisk, fjernøsten, armensk og selvfølgelig europæisk. Dermed får du et hurtig vue over kunstens verdenshistorie.
Den store bredde gjorde samtidig samlingen mindre interessant. Hvor mange museer har en stor samling af én kunstner (som Glyptotekets samling af Paul Gauguin), er der på Fundação Calouste Gulbenkian kun et eller to værker af Édouard Manet, Pierre-Auguste Renoir, Rembrandt Harmenszoon van Rijn, Joseph Mallord William Turner, Claude Monet og Peter Paul Rubens – ingen af dem vil jeg påstå er blandt kunstnerens hovedværker. Jeg formoder at det skyldes, at samlingen er skabt forholdsvist sent. Med andre ord var de mest berømte værker af de nævnte kunstnere allerede taget, da Calouste Gulbenkian begyndte at købe ind. Underbygget af at den største oplevelse var det eventyrligt smukke kunsthåndværk af René Lalique (1860-1945). Værker som Calouste Gulbenkian købte af kunstneren selv.
Et ekstra skvat malurt
Fundação Calouste Gulbenkian som et hele virker desværre til at befinde sig lidt af en tidslomme. Der er tale om gammeldags formidling: Værker suppleret med tekst. Tanken om inddrage den besøgende i formidlingen er ikke nået hertil. Jeg holder af at købe bøger, plakater eller T-shirts med hjem fra en museumstur. I museumsshoppen var der intet at gå efter. Selv bøgerne om museet var enten grimme eller uinspirerende.
Derfor skal du besøge Fundação Calouste Gulbenkian
Hvis du er blot en lille smule kunst- og arkitekturinteresseret, skal mine forbehold bestemt ikke afholde dig fra at besøge Fundação Calouste Gulbenkian. Det var den største enkeltstående oplevelse på vores tur til Portugal – hvilket kan koges ned til den stemning og kropslige fornemmelse stedet gav mig. God tur!
Værd at vide
