Galleri Benoni – om at være galleriejer
Som glad kulturbruger holder jeg af de muligheder, gallerierne giver mig til at se og købe kunst. Det er mest til ferniseringerne, jeg besøger dem. Så er jeg ikke alene i de ofte store, men altid hvide rum, der på ingen måder skjuler ens tilstedeværelse. Men ferniseringerne er jo kun en dag ud af mange. Flere gange har jeg tænkt på, men aldrig fået taget mig sammen til, at spørge en galleriejer, hvad tiden ellers går med?
Derfor tog jeg turen til Store Kongensgade, beliggende tæt ved Kongens Nytorv. Det er her nogle af Københavns dyreste adresser ligger. Så enten har man rigtig mange penge, eller også er lokalet af beskeden størrelse. Galleri Benoni er ikke det største galleri på Store Kongensgade, og jeg skulle være opmærksom på at tælle husnumrene. Men da jeg nærmede mig nr 40, kunne jeg, udover skiltet, der afslørede stedets navn, gennem den store glasrude, som næsten var så bred som lokalet, betragte de mange værker, som hang på væggene. Dette var umiskendeligt et galleri.
Jeg trådte indenfor for at møde ejeren af Galleri Benoni, Benoni Rockall, til det interview som du her kan læse.
Kan du fortælle om, hvorfor du valgte at blive galleriejer?
Jeg blev uddannet diætist, lige da finanskrisen rigtig satte sit fodspor. På en eller anden måde var muligheden enten, at sidde meget meget længe på et jobcenter og skrive ansøgninger til nogen, som man vidste ikke læste dem, eller prøve at finde på en anden løsning.
Min far havde haft galleri i 25 år og havde rigtig mange interesser inden for kunstbranchen. Han havde så mere end kunsthandel end et galleri, men han har blandt andet arbejdet som konsulent for forskellige virksomheder. Min fars interesse for kunstbranchen, har sat sine aftryk. Og så bød muligheden sig til. Vi fandt et sted tæt på, hvor vi boede, på Islands Brygge, hvor der lå nogle rigtig fine lokaler. Så vi prøvede at forhandle en god pris på en lejeaftale, og så kastede jeg mig ud i det! Lånte nogle penge af min far og åbnede et galleri.
Så hvor lang tid har du haft dit galleri her?
Halvandet år. Fire år først på Islands Brygge og så halvandet år her på Store Kongensgade.
Kan du fortælle lidt mere om, hvordan din fars forhold til kunstbranchen har påvirket dig?
Ja, den relation man får til mennesker, som faktisk er ret skæve på mange måder, og som bruger hele deres kognitive egenskaber og evner på en måde, der er radikal anderledes end, hvad man kan sige normale mennesker gør. Dem synes jeg altid er spændende, og jeg prøver at få dem til at lukke lidt op og komme inden for.
Hvis der ikke var penge i det, kunne det være ligemeget
Så det med at have et dagligt virke og samarbejde med nogle mennesker, som både tænker anderledes, men som også får ting sat i værk. Som ikke kun tænker tanker, men prøver at føre dem ud i livet. Det var en af de der ?drivere?, som gjorde, at jeg synes det kunne være en rigtig spændende måde at arbejde på. Og så forhåbentlig ikke kun have det som hobby, men også som noget jeg kunne leve af. Det skulle være en balance. Nu har jeg tre børn, og hvis der ikke var penge i det, kunne det være ligemeget.
I starten måtte jeg acceptere, at det bare var en hobby. De første to år var der et dundrende underskud, simpelthen. Der betalte jeg hver måned penge for at tage på arbejde, fordi der skete ikke noget, og der ikke var nogen kunder. Bryggen var et svært sted at placere sig. Lige da alle de store gallerier, som var på Bryggen flyttede derfra, åbnede vi op, inden for et mellemrum på fire måneder. Så det var en dum timing og en dårlig placering. Jeg elsker Bryggen stadigvæk, og ville gerne kæmpe videre, men manglede simpelthen det netværk for at kunne blive hængende. Så flyttede vi herind, hvilket har været en god ting.
Betyder det noget, at man befinder sig tæt på andre gallerier?
Ja, det er sådan lidt keep your enemies close. Det er selvfølgelig bare sagt i sjov, men der er hele den der lemmingeeffekt. De som er kunstinteresserede tager til et område, hvor de kan besøge fem måske otte gallerier inden for en time. Frem for som galleriejer at tro på, at man har noget, der er så exceptionelt og spændende, at folk vil rejse helt til Islands Brygge bare for én ting og så tage tilbage til byen. Der er folks tid simpelthen for kostbar. Så det var virkelig svært at få folk til ferniseringer derude. Her er det noget helt andet. Her er i hvert fald 100 mennesker hver gang. Så det er en helt anden energi, der opstår. Og selvfølgelig smitter det også af på salgsaktiviteten.
De tror, at man sidder her og venter på, at folk går ind ad døren
Kan du fortælle om, hvad det vil sige at være galleriejer? Helt lavpraktisk hvad går din dag med?
Det er jo faktisk ret interessant, fordi det er jo noget folk overhovedet ikke kender til. De tror at man sidder her og venter på, at folk går ind ad døren. Det ville bare være rart, hvis det var sådan, men man skal simpelthen løbe som en jernhest. Man skal være kanvassælger, man skal prøve at skaffe nye kontakter, og man skal også være modig nok til at tage ud og besøge virksomheder. Det er den salgsmæssige del af det.
En næsten større del af det er, at tage ud på kunstneratelierer, besøge dem rundt omkring og så se, hvad de er i gang med. Hvad der både er interessant for dem i forhold til, hvad jeg kan tilbyde og også finde nogle kunstnere, som har et overordnet tema, der kan passe ind i min profil.
Jeg er i planlægningen henne ved sidste halvår af 2016.
Hensigten er at få samlet nogle spændende udstillinger, som også kan være relevante i en samtidskunst sammenhæng. Og det gør man meget lang tid i forvejen. Jeg er i planlægningen henne ved sidste halvår af 2016. Det skyldes at kunstnere ofte bruger meget lang tid, og så er der mange ting, som ender med at blive smidt væk og ændret på undervejs.
Så det er ikke sådan, at man lige ringer fire uger inden og siger ?vil du være med på det her?. Men det tænker folk tit; at så laver vi lige den udstilling. Men der er virkelig meget planlægning i det. Og selvfølgelig, jo flere kunstnere du har med på en udstilling, jo mere planlægning er der. For den enkelte kunstner går også meget op i, hvem de andre kunstnere er. Så det skal være en, som de kan med, og så skal de også acceptere deres projekter og omvendt. Der er meget dialog på kryds og tværs, hvor det hele skal kunne balancere, og det kan godt være vanskeligt at få dem allesammen til at se det hensigtsmæssige i det. Men det er jo også min opgave at få sådanne ting til at gå igennem.
Betaler du løn til kunstnerne?
Nej, der er kommission, og så afregner jeg, når jeg sælgere deres værker.
Er der en konsensus gallerierne imellem, om hvordan kunstnerne afregnes?
Ja, det plejer der at være. Man plejer typisk at dele salget ligeligt imellem sig. Men der er også nogle forskellige varianter fra kunstner til kunstner, specielt de udenlandske, som er vant til en anden fordelingsnøgle.
Så du skal også forhandle med kunstnerne?
Forhandlingerne ligger nogenlunde fast på forhånd med hensyn til fordelingsnøglen. Men forhandlingen går også på at finde det rigtige prisleje til værkerne med henblik på salg til kunder. Her er kunstnernes C.V. et af de pejlemærker, som er med til at afgøre prisfastsættelsen.
Jeg tror det er lidt mere farligt i Danmark, måske på grund af vores jantelov.
Hvordan vil du beskrive den Københavnske kunstscene?
Den er måske en lille smule ensrettet. I modsætning til New York og Los Angeles, hvor man som kunstner bare ligesom kører sit eget løb og tør at stå fuldstændig uden for en kontekst, så tror jeg det er lidt mere farligt i Danmark, måske på grund af vores jantelov. Man prøver at spore tingene ind i et udtryk. Så man ser rigtig mange, som er stærke profiler, men som måske ligner tilpas meget hinanden, så det kan være svært at kende forskel på deres værker.
Den er ret stilrettet, og der kan man nogle gange, synes jeg ihvertfald, savne lidt mere vildskab fra dem individuelt. Men der er virkelig mange dygtige kunstnere, og det er ikke fordi, at der ikke er nogen som tør. Men jeg synes bare, måske mere i forhold til de yngre generationer, at det kan være farligt at køre for meget i en retning. Jeg tror de ældre kunstnere tør lidt mere. De har jo også været igennem en masse forskelligt i livet og oplever sikkert en større frihed til bare at sige who cares?
Hvad er Galleri Benonis profil?
En lille smule spraglet og en lille smule rodet, faktisk. Men med en ret stor sans for det tekniske element. Jeg går meget op i kunstnere, som ser en vigtighed i at udstille deres tekniske færdigheder og kunnen.
Den anden ting er tegning. Jeg elsker tegninger! Så næsten alle dem jeg arbejder sammen med bruger tegning i en del af deres praksis, som en slags skelet. Det er en kunstform, hvor du ikke kan snyde dig til et resultat. Når du laver en fejl, enten i midten af et billede eller udkanten af tegningen, så må du starte forfra, du kan ikke begynde at viske i det. Så den er sådan meget bulletproof, meget ægte og ærlig, og jeg kan godt lide det.
I forhold til udtrykket er det meget varieret. Jeg udstiller både det minimalistiske og den mest sindssyge streetart. Det er en blanding af det hele.
Hvilke udfordringer oplever du ved at være galleriejer i København. Modtager du eksempelvis økonomisk støtte fra Københavns Kommune?
Man skal ikke gå ind i denne branche, hvis man regner med støttekroner
Nej, jeg får ingen støtte overhovedet! Jeg har aldrig fået en støttekrone fra noget som helst, endnu. Og der tror jeg, der er meget nepotisme i hvem Statens Kunstfond vælger at give deres penge til. Heldigvis udskiftes udvalget, jeg tror det er hver fjerde år. Men indtil videre har de ikke givet mig spor. Men de køber også oftest dansk kunst, og jeg har meget udenlandsk kunst. Så det kan være, det håber jeg, at det har noget med det at gøre.
Statens Kunstfond støtter en sjælden gang imellem kunstudstillinger, hvor der kan være et helt specielt spændende og vedrørende tema, men oftest er det museumsudstillinger. Så man skal ikke gå ind i denne branche, hvis man regner med støttekroner. Man skal finde pengene ved at folk køber kunstværkerne.
Jeg har faktisk heller aldrig gjort noget for at søge støtte, jeg synes det er et uoverskueligt felt. Og så ved jeg, at der er andre, som er rigtige dygtige til det og som har måske op til ti ansatte, og jeg sidder her alene.
Er der noget, der kunne gøre det lettere for dig at være galleriejer?
Der er hele den økonomiske del, men der kan det godt være nogle lange dage, hvor du kan være uheldig, at der slet ikke kommer nogen ind. Så skal man selv tage telefonen og skrive rundt, og det kan være svært at motivere sig selv.
Hvor at når folk selv kommer ind og er interesserede og spørger, og ligesom beder om lov til at få historien, det kan jeg godt lide. Jeg elsker den der formidlingsdel. Så hvis jeg kunne bruge al min tid på det, ville det være nemmere at være gallerist.
Hvis man kunne få lov til at få taget de andre byrder fra mig. Men der skal vi nok tage et interview om ti år, hvor jeg har et kæmpe stort galleri. Så kan det være, at jeg kan få lov til det. Men indtil videre er det ikke sådan det kører overhovedet.
Det er dialogen med de besøgende du holder af?
Ja, både samlere og kunstnere, og det med at fortælle deres historie videre, det kan jeg godt lide. Det er sjovt at se, hvordan folk opfanger det, også hvor forskelligt at mennesker kan tage den samme historie og vende den i alle mulige retninger. Det kan være begejstring på mange måder, eller så kan det være en, der er vildt begejstret og en, der synes det er åndssvagt. Det synes jeg kan være et ret spændende felt, at stå og videregive noget, som man ikke ved, hvordan bliver opfanget og modtaget.
Handler det ikke også om, at folk skal turde komme ind i galleriet?
Ja, det er ærgerligt, at det er på den måde, men det er der nogen der føler?
?så folk er velkommen til at komme ind bare for at kigge?
Ja, alle er velkomne, fuldstændig! Der er ingen købetvang, og der er heller ikke nogen entré ved døren. Men jeg tror, at det er rigtigt, at der er mange som bliver meget forsigtige. Men jeg prøver på alle måder at signalere, at det her ihvertfald ikke er den type galleri.
Men alligevel synes jeg også bare, at kunsten skal være for alle
Det har jo selvfølgelig også noget at gøre med priserne, man sætter på værkerne. Og her finder man værker fra 5000 kr. Så det er jo noget alle, hvis de vil, kan være med på. Der er jo mange måder, man kan invitere på.
Jeg synes også selv nogle gange, når man render rundt i Chelsea i New York, at man kan føle sig nærmest uvelkommen. Så den fordom er selvfølgelig ikke kommet af sig selv. Det er fordi, at der er et elitært snobberi i denne branche, og det gør det jo måske lidt vanskeligt.
Men jeg er jo bare en diætist, som synes det er spændende at formidle noget kunst. Så jeg vil jo gerne have det ned på det niveau. Samtidig er det også ambitiøst på et eller andet plan, for de kunstnere jeg arbejder for, kommer ind i nogle gode samlinger.
Men alligevel synes jeg også bare, at kunsten skal være for alle! Den skal ikke blot henvende sig til en lille procentdel. Det vil være synd.