Generation Wealth. Lauren Greenfield på Louisiana

♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎

Den vise Kong Salomon (ca. 1000 f.v.t.) lod dronningen af Saba se sin rigdom, og damen var vildt imponeret. Og det med god grund. Det menes at efter nutidens mønt var Kong Salomon god for en årsløn svarende til 1,5 milliarder kroner. Alligevel kunne han erklære, at det var ‘tomhed, jag efter vind’. Han vidste hvad han talte om, og var ikke manden på gulvet.

Senere har mangt en samfundsrevser taget ‘rigdommens bedragende magt’ under lup. I revyen ‘Melodien der blev væk’ (1935) huskes ‘Sangen om Larsen’, med det ørehængende refræn: ”Det skulle være så godt og så det faktisk skidt!”. Her er det ‘den lille mands’ stræben og håb om noget bedre der ‘faktisk er skidt’.

Ikke en fotoudstilling om ‘den rigeste procent’

Dokumentaristen og fotokunstneren Lauren Greenfield (f.1966), har gennem det meste af sin karriere beskæftiget sig dels med emnet ‘Mennesker’, idet hun har lavet en del rapportager for National Geographic, men også om det ‘Mennesker’ er optaget af. Udstillingen ‘Generation Wealth’ er et sammensat potpourri af mange tidligere projekter, og tog sin begyndelse 2008 hvor finanskrisen for alvor tog fart i USA, og hurtigt satte sig spor i resten af verden.

Det understreges at udstillingen, ikke handler om ‘den ene rigeste procent’ af befolkningen, Udstillingens fokus, omdrejningspunkt og vinkling er den, stræben efter rigdom, evig ungdom, gunst, popularitet og ‘blærerøvskapitalisme’, vi alle prøver at holde os for gode til at bide på. Undertiden sker der dog, at vi lige skal have det nyste nye, og vi skal helst også lige vise os frem med det. Dette spændingsfelt er interessant.

Udstillingen er ment som en dokumentarisk kommentar om denne stræben, og dette ‘jag efter vind’. Og det er ikke blot en massevis af store fotografier vi bliver mødt med, men hver fotografi har sin egen historie. I titusindvis af timer har der været fortaget grundig research, og interviews har været foretaget med personerne på fotografierne. Vi får deres historier serveret råt for usødet, både på fotografierne og i teksterne til dem, men også i en række dokumentarfilm der bringer os tættere på emnet.

Greenfields teknik er spændende, fordi hun ikke blot har taget fotografier af mennesker og deres liv, men flere af personerne har hun fuldt i årevis – endda årtier. Hun har brugt uendelig megen tid på at vække tillid til sit projekt som fotokunstner, og fortæller f.eks. at en kosmetisk klinik hun fremviser billeder fra, har været besøgt og frekventeret på månedlig basis i årevis, før tilliden kom på plads, og hun blev inviteret ind i de hellige haller og fik lov til at dokumentere scener fra operationsbordet.

Lauren Greenfields ærinde er ikke at fordømme, forherlig eller i det hele taget at forholde sig til personskildringerne, men at vise betragteren sandheden som den er i al sin enkelthed og kompleksitet. Hun tager ikke stilling til emnet, men lader os som tilskurer selv afgøre hvilken kop the der er vores, og hvilken der ikke er. Derfor er udstillingen også et super godt emne, til samtale og debat efterfølgende. Vi bliver, på den gode måde, ‘presset’ til at give vores mening til kende, hvilket må siges at være stort for en udstilling, at den formår det.

GENERATION WEALTH – personskildringer.

Ved først øjekast, kunne man fristes til at tro at personskildringerne er ‘staged’. Altså at der har været en instruktørs manipolerende finger med i spillet, eller at Greenfields har medbragt sin egen stylist, men sådan fungerer god hverdags dokumentarisme ikke. Personerne man møder er virkelige mennesker, fra en virkelig hverdag. Medaljernes bagsider af finanskrisen vises frem, såvel som også forsiderne på medaljerne af de få personer der ramte plet alligevel, med ‘rettidig omhu’.

‘Jeg køber, altså er jeg’

Vi kommer på besøg i russiske oligarkers hjem. Disse nyrige mennesker, indretter deres paladser med tjenestefolk og privat hær. Og ofte er det ikke almen dannelse, der presser sig på i disse oligark karteller, så derfor nyder disse multimilliardærer gavn af muligheden for at købe et fuldt indrettet bibliotek til deres hjem, med al den nyeste litteratur indenfor f.eks. kunst og kultur, og de kan så stolt vis biblioteket frem til deres venner, som om det er bøger de selv har gået og udvalgt fra hele verden – ”Se hvor belæst og veluddannet jeg er!?!”

Indretningsarkitekterne tilbyder også at installerer kunst på væggene – der er færdiglavede pakker med originaler af alle de store kunstnere vi kender – det er altid godt med en Picasso eller to. En af disse oligarkfruer beklager sig over de store upersonlige glas- og beton hjem hvor militær og tjenestefolk konstant vogter på én – det er meget langt fra hendes barndom i Letland, i landsbyen hvor solen altid skinnede på frugttræerne og der blev lavet pandekager med legekameraterne.

Vi møder også den nyrige kineser, der i Kina bor i en tro kopi af Det Hvide Hus i USA. Mon ikke han har valgt ‘det ovale værelse’ til sit kontor? I hvert fald kan denne mand ikke få det amerikansk nok, og har i en stor klippeformation bag hans hvide hus, fået udhugget Mount Rushmore, og lur mig om ikke det er noget nær i naturlig størrelse også.

Jakob Holt har også gæstet Louisiana tidligere med sine’ American Pictures’, der som bekendt vise bagsiderne af tilværelsen i nutidens Amerika. Dette snyder Lauren Greenfield os heller ikke for. Faktisk har hun før finanskrisen fulgt og fotograferet flere af disse rigmænd og rigkvinder, og vender så tilbage og genbesøger dem efter 2008. Her møder vi den succesfulde advokatsekretær, der tidligere med pedantisk selvtillid var med på al det nyeste, men efter at hun mister sit job, fordi firmaet hun arbejder i går bankerot, sidder hun med en kreditkort gæld på 100.000 dollars. Nu bor hun med sin lille hund, i en trailerpark som whitetrasher.

Udstillingen har også et afsnit om Island der, styrede rimeligt igennem finanskrisen, og her ser vi fiskeren der blev bankmand, og da krisen kom, faldt tilbage på en effektiv forretning i fiskeriet. Og denne medaljes bagside har den positiv element af en bivirkning, at for mange islændinge har deres familieliv fået en opblomstring, ved ikke at være så pengefikserede og griske. Der er tid til børnene med et halvdagsjob, lyder belæringen.

Plastik og underage Showgirls

Og det er ikke kun ‘Pengeguden’, Greenfield går i sulet på. Greenfield går også i sulet på ‘plastikkirurgien’. Tidligere var denne mulighed kun forundt de rige, men er efterhånden blevet den menige mands eje. Som vi ved er paletten af udbud mangeartet, aparte og kan være direkte frastødende. Selv børn må under kniven i dag, for at kunne gøre sig med veninderne. I denne usle fornedrelse af menneskekroppen som tempel, møder vi den kvindelige buschauffør der overbeviser sig selv om at et kæmpelån i banken, og en masse kosmetiske indgreb foretaget billigt i Brasilien er vejen frem ud af det low-life hun tilbyder sig selv og hendes datter. Disse billige indgreb går fuldstændig skævt, og den enlige mor ender på gaden med sin udfordrede teenagedatter, der i mellemtiden har udviklet selvskadende adfærd.

Endelig ser vi også moren, der som det helt naturligste i denne verden udruster sin 2-3 årige datter til at blive skønhedsdronning, og vinde priser på sit sexede look. Moren ønsker at give det bedste til sin datter, så hvorfor ikke gøre den lille prinsesse til en Las Vegas Showgirl med et look der give selv Dolly Parton røde kinder. Føj.

Som en modvægt, er der en film på 30 minutter der i loop fortæller om cancer-survivors, der er stolte over at have mistet deres ene bryst, og har det helt fint med det. Og Jamie Lee Curtis fortæller at hun er ‘den rigtige’ Jamie Lee Curtis, og ikke er lavet af plastik eller silikone eller andet ‘crap’. Hun viser dydigt både maveskind og krop for fortæller at alt hvad vi ser er rigtigt og ægte. Hun bruger som det eneste både læbestift og let make-up, og er jo unægtelig en pæn 60-årig dame. Vi ser også naturligt buttede XL-fotomodeller som er i fremgang, og vi får også historier om, at det i visse kulturer er status, med så mange gram på sidebenene som muligt. Filmen er rigtig god.

Støv hamsterhjulet af i Humlebæk

Udstillingens mere end 200 fotografier, film og historier er et spejl for os selv. Hvis vi vil forarges er vi velkommen til det. Hvis vi vil reflektere over vores egen forbrugermentalitet, er vi velkommen til det. Der er lidt for en hver uskik.

Vores overdrive og hamsterhjul bliver udfordret. Om penge, popularitet og skønhed i sig selv er skadelig kan nok diskuteres, men at kærligheden til og jaget efter penge, popularitet og skønhed kan være skadelig, er nok mere plausibelt.

Værd at vide

Udstillingen kan se på Louisiana til og med 16. februar 2020.

louisiana.dk

På filmstriben.dk kan Greenfields film ‘Generation Wealth‘ streames gratis. (105 minutter.)

Fotos: Lauren Greenfield/PR

---

Indlægget er skrevet af gæsteskribent: Jesper B. Hillestrøm. Skribent, Forfatter & Foredragsholder.

Se hans andre indlæg på kulturformidleren.dk her…